-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Arveafgiften bliver sænket i regeringens udspil til en 2030-plan. Samtidig vil der komme 45.000 flere medarbejdere på arbejdsmarkedet, ligesom der også er medvind til mere iværksætteri og digitalisering. Bliv klogere på hvad det betyder for din virksomhed.
Arveafgiften har længe været en torn i øjet på virksomheder, der står over for et generationsskifte. Nu lægger regeringen dog op til at lempe den afgift i sin 2030-plan, der blev offentliggjort i denne uge.
Fra 15 til 10 procent, lyder oplægget, hvilket er den rigtige vej at gå, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er meget positivt, at regeringen vil rydde op i junglen af erhvervsstøtte for to milliarder kroner og bruge nogle af pengene til at nedsætte arveafgiften ved generationsskifte fra 15 til 10 procent. Det er bare ikke ambitiøst nok, da vi gerne havde set, at den blev fjernet helt for at få størst effekt, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Flere medarbejdere
Derudover ligger der i planen et mål om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidspersoner frem mod 2030.
Det er helt essentielt, at regeringen nu tager fat på udfordringen med at skaffe nok kvalificerede medarbejdere, da det allerede i dag er svært at finde ude i virksomhederne.
- Udfordringerne er meget aktuelle, og der er desværre ingen snuptagsløsninger. Derfor er det vigtigt, at regeringen i sin 2030-plan sætter en tyk streg under, at manglen på kvalificerede medarbejdere kræver den helt store værktøjskasse og langsigtede plan for at løse, siger Troels Blicher Danielsen.
Mere iværksætteri og lavere skat
Derudover er der afsat en milliard kroner til at styrke iværksætteriet og gøre det lettere at investere i iværksættervirksomheder.
- Det private erhvervsliv er på mange måder velfærdssamfundets rygrad, hvor selvstændige og iværksættere spiller en stor rolle for hele tiden at sikre udvikling og fremdrift. Derfor er det vigtigt, at planen afsætter en milliard kroner til at gøre det mere attraktivt at skabe arbejdspladser i Danmark, siger Troels Blicher Danielsen.
Derudover bliver der blandt andet lagt op til at udnytte brugen af kunstig intelligens for at øge produktiviteten, luge ud i de administrative byrder samt at lette personskatten med 6,75 milliarder kroner.
"Reformen vil indebære, at ca. 70 pct. af de elektrikere, som på nuværende tidspunkt betaler topskat, fremover kun skal betale mellemskat.", står der blandt andet.
Læs hele 2030-planen "DK 2030 - Danmark rustet til fremtiden"