-
El
For nylig mødtes de kommende finalister ved DM i Skills for elektrikerlærlinge for første gang. De er klar til på én og samme tid at konkurrere og fungere som repræsentanter for både deres fag og virksomheder.
Ambitionerne er høje, når landets bedste lærlinge den 16.-18. januar 2020 tørner sammen ved DM i Skills, der denne gang afholdes i Bella Centret på Amager. I sidste uge mødtes fire af de fem elektrikerlærlinge, som har kvalificeret sig gennem regionale mesterskaber, for første gang hos virksomheden Würth i Kolding både for at få prøvet deres ”kampdragter” og for at se konkurrenterne an.
Fælles for dem alle er en nervøs forventningsglæde inden mesterskaberne.
– Det er ret specielt at være i finalen. Det bliver en kæmpe oplevelse. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at når jeg nu er der, jamen så går jeg efter at vinde, siger 19-årige Mads Ploug Nielsen, som til daglig er i lære hos JK-EL i Glamsbjerg.
Som finalister kommer deltagerne ved DM i Skills også til at fungere som repræsentanter og rollemodeller for en hel branche på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for at trække flere unge i retning af erhvervsuddannelserne.
– Det er lidt specielt. Til daglig sørger jeg jo bare for at passe mit arbejde, og det bliver lidt mærkeligt sådan at skulle ses op til. Så vi må håbe, at vi gør det godt, siger Mads Ploug Nielsen.
Også hos hans læreplads, JK-EL, ser man frem til DM i Skills af flere årsager.
– For os er det også en mulighed for at promovere vores virksomhed. Vi uddanner og vil gerne uddanne nogle af landets bedste lærlinge, som vi vil holde på, når de er udlært. Derfor vil vi gerne motivere dem til at blive superskarpe til det, de laver, og der er Skills en vigtig faktor, siger Lars Clausen, der er medejer og lærlingeansvarlig hos JK-EL.
Han mener i det hele taget, at DM i Skills har en vigtig funktion.
– Vores erhvervsfag står alt for meget i skyggen af gymnasierne. Ved Skills kan folk se, hvad erhvervsuddannelserne kan byde på, og hvor vigtige fagene er for alt det, der får vores hverdag til at fungere bag kulisserne, siger Lars Clausen.
En holdning, der deles af brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, som sammen med bl.a. Dansk El-Forbund arrangerer elektrikerlærlingenes konkurrence under DM i Skills.
– Vi har fortsat brug for at øge kendskabet til erhvervsuddannelserne og forbedre erhvervsuddannelsernes image både hos potentielle elever og ikke mindst deres forældre. DM i Skills har gennem en årrække nu været med til at vise det ypperste af det ypperste indenfor en lang række fag, samtidig med at tilskuerne fra første række kan opleve alle de færdigheder og muligheder, man får adgang til, hvis man vælger en uddannelse som eksempelvis elektriker, siger Tina Voldby, der er underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det er den tiende udgave af DM i Skills, som skydes i gang torsdag den 16. januar 2020.