
Birgitte Hermansen gik i lære hos BC Technic efter 16 år som familieplejer. Hun stortrives og anbefaler andre arbejdsgivere også at tage lærlinge på 50+ ind blandt de yngre lærlinge. Direktøren kalder hende en stjerne.
Den røde gaffeltruck bliver med sikker hånd styret ind imellem reolerne på lageret hos BC Technic i Rødekros industrikvarter. Birgitte Hermansen er ved at plukke bolte og befæstning til en ordre, som den sønderjyske virksomhed skal have ekspederet hurtigt og effektivt.
Svend som 58-årig
Arbejdet sker med et smil på læben. Sønderjyden stortrives på sin læreplads. I februar næste år får voksenlærlingen svendebrev i en alder af 58 år.
- Det er en drøm om at få en egentlig uddannelse, der går i opfyldelse. Engang drømte jeg om at blive revisor, men så blev jeg mor i en ung alder. Nu får jeg en uddannelse, og det synes familien da er sejt, siger Birgitte Hermansen.
På lærepladsen BC Technic var der ingen tvivl, da Birgitte søgte en læreplads og tilbød at gå gratis i praktik i et par uger først. Inden de to uger var gået, var der allerede indgået en praktikaftale. Og den aftale har direktør Bethina S. Hansen aldrig fortrudt.
- Birgitte er en stjerne, der er kommet med så meget modenhed. Hun gør alt fra at tage imod en ordre, plukke, pakke og fakturere, siger direktøren.
Tag lærlinge +50
Birgitte Hermansen har med sin modenhed spillet en betydelig social rolle under skoleophold. Det har også udløst et legat fra skolen. Men giver det overhovedet mening at gå i lære og blive uddannet ti år før sin officielle pensionsalder?
- Ja det gør. Flere arbejdspladser burde tage en voksenlærling som er plus 50 ind blandt de unge lærlinge. Vi er mere stabile og har livserfaring. Og hvis vi bliver på arbejdspladsen bagefter, så er vi der nok længere end unge, der skal ud og prøve andre arbejdspladser, vurderer Birgitte Hermansen, der er lager- og logistiklærling hos BC Technic.

Birgitte Hermansen på lagret sammen med mester - Bethina S. Hansen