-
El
-
VVS
Antallet af lærlinge i både el-, vvs- og industrivirksomhederne er vokset betragteligt, viser tal for 1. halvår af 2022. Det er imponerende, da lærlingeniveauet i forvejen lå højt, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det er i stigende grad populært at blive elektriker, vvs'er, smed og industritekniker. Det viser statistikken over indgåede uddannelsesaftaler i løbet af 1. halvår af 2022.
På bare et år er der kommet over 20 procent flere elektriker-lærlinge ud i virksomhederne, mens vvs-virksomhederne følger trop med over 11 procent flere lærlinge fra vvs-energiuddannelsen.
På industri-siden er væksten endnu vildere, da der er indgået 36 procent flere uddannelsesaftaler med smedelærlinge og hele 44 procent flere hos industriteknikerne.
- Det er en meget imponerende vækst. Især på grund af at antallet af lærlinge sidste år også lå meget højt, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Virksomheder tager ansvar
Stigningen kommer i en tid med stort fokus på den grønne omstilling i samfundet. Varmepumpe-markedet har længe været glohedt, og nu begynder solcellemarkedet også at røre på sig. Hos industrivirksomhederne har der også været godt gang i produktionen trods udfordringer med forsyningskæderne og stigende materialepriser. Det kan være medvirkende årsager til den store vækst i antallet af indgåede uddannelsesaftaler, men helt grundlæggende er der også en stor velvilje i brancherne til løfte området og tage et fælles ansvar.
- Vores virksomheder er kendetegnet ved, at de tager et stort ansvar for at uddanne fremtidens grønne faglærte. For eksempel har man i installationsbranchen 20 lærlinge per 100 faglærte, hvilket er langt højere end alle andre brancher, siger Tina Voldby.
Fakta:
Indgåede uddannelsesaftaler i 1. halvår af 2022. Tal i parentes er for samme periode sidste år:
El: 1.657 (1.372) + 20,77 %
Vvs: 626 (561) + 11,59 %
Smed: 630 (463) + 36,07 %
Industritekniker: 258 (179) + 44,13 %
Kilde: Undervisningsministeriet