-
Industri
-
Beslagsmede
Så er der åbnet for at indstille de bedste nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien. ML-Prisen uddeles i Den Sorte Diamant i København i slutningen af september. Man kan indstille kandidater, der har fået 12 ved svendeprøven fra 1. juli 2023 til og med 30. juni 2024.
- At indstille sin dygtige lærling til ML-Prisen efter endt uddannelse er jo en enestående mulighed for som arbejdsgiver at give en nyudlært svend mulighed for at blive udvalgt og anerkendt for en flot indsats igennem hele sin uddannelse. Det er en stor begivenhed, når vi denne ene gang om året fremhæver de dygtigste faglærte inden for metalindustrien, som er helt uundværlige i de kommende års grønne omstilling, siger chefkonsulent Johnny Kristensen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Siden 2003 har Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med DI, Dansk Metal og TEKNIQ Arbejdsgiverne uddelt ML-Prisen til nye svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien med topkarakteren 12.
Deadline 15. juli
Prisoverrækkelsen finder sted i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i København i september 2024. Indstillingen til ML-prisen skal både komme fra erhvervsskolen og oplæringsvirksomheden. Derfor kan parterne med fordel indlede en dialog om indstillingen hurtigst muligt efter, at lærlingen har afsluttet svendeprøven.
- Der er deadline for indstillinger den 15. juli, så de nye svende til sommer også kan indstilles. Men jeg vil opfordre virksomhederne til at starte indstillings-arbejdet nu med de første kandidater, siger chefkonsulent Johnny Kristensen.
Lærlingen skal have aflagt svendeprøve i perioden 1. juli 2023 til og med 30. juni 2024 for at kunne indstilles til ML-Prisen 2024.
LM-Prisen - Metalindustriens Lærlingepris
-
Lærlingen skal indstilles både af praktikvirksomheden og erhvervsskolen, og begge parter skal udfylde hver deres indstillingsformular
Lærlingen skal have gennemført en uddannelse med tilknytning til Metalindustriens Uddannelsesudvalg med topkarakteren 12 til svendeprøven
Lærlingen skal have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner undervejs i uddannelsen
Lærlingen skal have aflagt svendeprøve i perioden 1. juli 2023 til og med 30. juni 2024 for at kunne indstilles til ML-Prisen 2024
Deadline: 15. juli 2024