-
El
-
VVS
-
Industri
Unge på erhvervsuddannelserne har en højere risiko for at komme ud for arbejdsulykker. Det gælder både, når de er i lære, og når de kommer ud i job. Allerede på grundforløbet oplever 8 ud af 10 lærlinge på bygge- og anlægsfagene mindre ulykker under deres lærepladsforløb.
De unges ulykker er især udtalt inden for industri, landbrug og bygge-anlæg. Et nyt forskningsprojekt med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i spidsen skal undersøge mulighederne for bedre forebyggelse af arbejdsulykker på danske erhvervsuddannelser og lærepladser.
-Forhåbentlig kan vi klæde lærlingene bedre på til de arbejdsopgaver, de møder i praksis, og samtidig sikre, at det arbejdsmiljø, de møder, er mere sikkert, siger Johnny Dyreborg, seniorforsker på NFA og ekspert i sikkerhedskultur og arbejdulykker på NFA.
Overordnet skal projektet undersøge og dokumentere betydningen af henholdsvis undervisning i arbejdsmiljø på skolen, bedre sikkerhed på lærepladserne og samspillet imellem de to. Lærlinges måde at gå til opgaverne er i spændingsfeltet mellem den teoretiske og praktiske undervisning på skolerne og arbejdet på deres læreplads.
Vigtig instruktion
-Det er et område der er så vigtigt at man har fokus på som virksomhed - at jeres lærlinge ikke kommer til skade. Det betyder, at der skal stort fokus på at instruere lærlingen i at arbejde sikkert og at føre tilsyn med, at det er forstået. Det er sådan, at rigtig mange af vores virksomheder afholder uddannelsesdage for deres lærlinge, der også omhandler arbejdsmiljø – og det er de blandt andet også nødt til fordi der ikke er tilstrækkeligt uddannelse i arbejdsmiljø på skolerne, siger chefkonsulent Lone Alstrup fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der er medlem af følgegruppen bag forskningsprojektet.
Viden fra projektet bliver en vigtig brik i udviklingen af nye forebyggelsesstrategier til erhvervsskoler og lærepladser. Efterfølgende kan disse strategier forhåbentlig føres ud på alle landets erhvervsuddannelser. Projektet kommer til at fokusere på arbejdsulykker blandt unge lærlinge og elever inden for de tre brancher; industri, landbrug og bygge-anlæg, hvor der samlet er 40.000 lærlinge.
Der bør sættes mere fokus på at få sikkerhed ind på lige fod med faglighed hos elever og lærlinge. Virksomhederne bør som sagt have stort fokus på modtagekultur på lærlingeområdet. På både BFA- I og BF-BA kan man få gode råd, bla. i form af tjeklister til, hvad man bør gå igennem med de unge mennesker ved deres ansættelse, lyder et godt råd fra Lone Alstrup fra TEKNIK Arbejdsgiverne.
Politisk fokus
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil følge forskningen:
- Jeg håber, at denne forskning kommer til bidrage med ny viden og konkrete redskaber, der kan nedbringe risikoen for ulykker blandt unge på de danske erhvervsuddannelser. Det gælder både den skolebaserede og den lærepladsbaserede indsats. Arbejdsulykker kan have store konsekvenser for den enkelte og for samfundet, så det er vigtigt, at de unge allerede tidligt lærer vigtigheden af en stærk sikkerhedskultur på arbejdspladserne, siger Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Fakta på projektet
Projektet bygger på et samarbejde mellem NFA, Regionshospitalet Gødstrup (AMK) og Center for ungdomsforskning (CeFU), AAU. Projektet starter januar 2023 og forventes afsluttet i december 2025.
Danske Erhvervsskoler og – Gymnasier (DEG) er involveret i projektet til blandt andet rekruttering af erhvervsskoler, der kan afprøve nye metoder i arbejdsmiljøundervisningen, samt ikke mindst en styrket brobygning mellem skole og læreplads, når det gælder om at sikre de unge lærlinge og elever en sikker start på arbejdslivet. Herudover er Dansk Industri (DI), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Metal, 3F (Fagligt Fælles Forbund) og Landbrug & Fødevarer vigtige ambassadører for projektet.
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden (AMFF).
Læs mere om projektet her: