-
Industri
Aalborg TECH kan som det første sted i Danmark tilbyde eleverne at arbejde med robotter ved kantpressen. Viden og inspirationen fra robotcellen skal med tilbage til lærepladsen – og frigøre hænder til andre opgaver.
Lad robotten gøre det ensformige arbejde ved en længere serie på CNC kantpressen – og brug smedens arbejdskraft på de mange andre opgaver, der kræver faglært arbejdskraft at løse. Det er en af tankerne bag installation af den første produktionscelle på en dansk erhvervsskole, hvor en robot og en kantpresse kan arbejde sammen om en række opgaver.
- Vi skal selvfølgelig tænke automation ind i uddannelserne. Vi oplever flere og flere smedevirksomheder, der kigger i retning af automation blandt andet fordi, de mangler arbejdskraft. Derfor vil vi gerne give lærlingene en øjenåbner ved eksempelvis at prøve at arbejde med robot og kantpresse i en bukkescelle, siger uddannelseschef Jesper Frydkjær Pedersen fra TECH College, der har ansvar for bl.a smede- og industriteknikeruddannelsen i Aalborg.
Robot-skepsis
Uddannelseschefen oplever, at eleverne kan opdeles i to grupper, når automation og robotter kommer ind i undervisningen: De begejstrede og teknologisk interesserede - og så de mere skeptiske, der er mere til de manuelle løsninger.
- Men når eleverne oplever den hastighed, ensartethed og kvalitet, som vi kan lave med automationsløsninger, så forsvinder deres skepsis. Når man selv får lov til at lege med teknologien og programmere en opstilling, så får vi på en god måde konfronteret deres skepsis. Og det er en vigtig del af indholdet i en uddannelse at få prøvet grænser og kompetencer på forskellige faglige områder, siger den nordjyske uddannelseschef.
Produktionsceller
I TEKNIQ Arbejdsgiverne er der begejstring for, at TECH er gået forrest i Aalborg og har investeret i en bukkecelle med robot.
- Jeg tror det er væsentligt for fremtidens smede og industritekniker, at de har kompetencer, som gør dem i stand til at arbejde med hele produktionsceller herunder programmering af robot og kantpresse. Det er en viden og en erfaring, som vi gerne så, at mange flere erhvervsskoler i Danmark kunne tilbyde eleverne i forskellige uddannelsesforløb, siger chefkonsulent Johnny Kristensen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I Aalborg møder eleverne bukkecellen i hovedforløb 2 og 3.
- Det er vigtigt, at eleverne oplever, at automatisering giver konkurrencekraft – og dermed sikrer og skaber job i stedet for at tage arbejde fra nogle i en virksomhed. Samtidig kan eleverne også se, at en produktionscelle kan være en forbedring af arbejdsmiljøet for de ansatte. De unge oplever hos os, at teknologien er en hjælp nærmere end en konkurrent, siger Jesper Frydkjær.
Robotterne kommer
TEKNIQ Arbejdsgiverne vurderer, at en række mindre og mellemstore metalvirksomheder i de kommende år vil investere systematisk i automation og robotceller.
- Det vil i første omgang primært være virksomheder med en større produktionskapacitet, der vil have brug for denne sammensatte kompetence. Men efterhånden som prisen falder på ny teknologi, vil produktion af små serierne også blive interessante at automatisere. Det kræver, at medarbejdere og lærlinge med disse kompetencer er til rådighed, siger chefkonsulent Johnny Kristensen.
Mangler midler
TECH Aalborg har netop haft et optag på 34 unge på smed og 25 på industriteknikeruddannelsen. Det er ca. 20 pct. under kapaciteten. I Aalborg er der både svejsrobotter, håndteringsrobotter, revolverstandser og fiberlaser til rådighed til de tekniske uddannelser.
- Vi er glade for, at vi på TECH har en række teknologier til undervisningen, men vi mangler kapaciteten. Vi mangler virkelig midler til at købe ind, så der eksempelvis ikke står 20 elever og alle skal til den samme maskine, siger uddannelseschef Jesper Frydkjær Pedersen.