-
El
-
VVS
Spørgsmål:
Vi har en lærling, som vi ikke ønsker at have ansat længere, da han har haft en meget dårlig attitude den seneste uge efter han kom retur fra 20 uger på grundforløbet. Prøveperioden er udløbet og vi ved, at det er svært at ophæve en aftale med lærlinge. Hvad kan vi gøre?
Svar
Ja, det kan være svært at ophæve en uddannelsesaftale, og det fremgår erhvervsuddannelsesloven, at en uddannelsesaftale ikke kan opsiges af aftalens parter, medmindre en af parterne væsentlig har misligholdt sine forpligtelser.
Ofte skal der gives én eller flere advarsler for at ophævelsen vil være berettiget. Årsagen til det er, at lærlingen skal have en mulighed og en fair chance for at rette op på en uhensigtsmæssig adfærd.
I den konkrete sag beskriver I, at lærlingen har været på 20 ugers grundforløb og derefter kun har været retur i en uge på virksomheden. Skoleophold skal dog ikke medregnes i de tre måneders prøvetid. Hvis lærlingen er startet direkte på grundforløbet på skolen, er der kun gået en uge af prøvetiden, og det fremgår af erhvervsuddannelsesloven, at parterne i prøveperioden kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. I kan derfor vælge at opsige lærlingen, hvis I ikke ønsker at fortsætte samarbejdet og alternativt kan I irettesætte ham og se, om adfærden ændrer sig i prøveperioden.
Uanset om virksomheder siger en lærling op i prøvetiden eller efterfølgende ophæver uddannelsesaftalen, skal der benyttes en særlig ophævelsesblanket, som I kan finde på undervisningsministeriets hjemmeside; Indgå uddannelsesaftaler | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)
Såfremt I skal ophæve en uddannelsesaftale eller opsige en lærling i prøveperioden, anbefales det, at I tager kontakt til Overenskomster og Jura for nærmere rådgivning.