-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Spørgsmål:
Vi har en lærling, som døjer med et dårligt knæ, og han har derfor et sygefravær på cirka 50 procent af hans nuværende læreperiode. Lige nu er han fortsat sygemeldt, og vi ved ikke noget om, hvornår han kommer tilbage på arbejde. Hvordan forholder vi os til det, og kan vi stoppe samarbejdet?
Svar
Et ansættelsesforhold mellem en virksomhed og en lærling er særligt. Her er ikke nogen ansættelseskontrakt, men i stedet en uddannelsesaftale, der er reguleret af lovregler. Denne uddannelsesaftale er som udgangspunkt en uopsigelig aftale efter prøveperiodes udløb. Derfor kan I som virksomhed ikke uden videre ophæve uddannelsesaftalen, selvom lærlingen har et meget højt sygefravær.
Når I har en medarbejder, som er langtidssygemeldt, er det altid en god idé at undersøge mulighederne for, hvordan vedkommende kan vende tilbage til arbejdet med eventuelle skånehensyn samt danne sig et overblik over sygdommens varighed. Et godt redskab er at udarbejde en mulighedserklæring.
En mulighedserklæring er et skema, der bliver udfyldt af virksomheden sammen med lærlingen, hvorefter lærlingens egen læge attesterer den. Den er fordelagtig, da den giver et billede af sygdomsforløbet, og lægen kommer med et estimat af den forventede varighed. Dette kan være et pejlemærke til at fastslå, om det er realistisk for lærlingen at gennemføre sin uddannelse.
Hvis lægen ikke angiver udsigter for, at lærlingen kan vende tilbage til arbejdet, kan I som virksomhed overveje en ensidig ophævelse af uddannelsesaftalen. Hvis lægen angiver meget lange udsigter, kan I forsøge at indgå en aftale om gensidig ophævelse af aftalen.
Hvis der er snarlige udsigter til, at lærlingen kan vende tilbage til arbejdet, skal I overveje at forlænge uddannelsesaftalen, som der er mulighed for, når lærlingen har en samlet fraværsprocent på 10 procent eller mere. Det kræver dog, at I kan blive enige med jeres lærling. Hvis ikke I kan opnå enighed, vil det faglige udvalg træffe en afgørelse herom.
TEKNIQ Arbejdsgiverne anbefaler, at I kontakter os, inden I overvejer at ophæve en uddannelsesaftale på grund af sygdom.