-
El
Når mange beboere skal kunne oplade deres elbiler samtidig i boligforeninger, opstår der et stort effektbehov, hvilket stiller krav til store effekttavler og kraftige installationer. Det udfordrer bygningernes samlede leveringsomfang og kræver fleksible løsninger både i forhold til belastningsstyring og installationsmetoder.
I kapitel 722 i Standardsamlingen bliver det fastslået, at hvis du ikke har belastningsstyring af dine ladestationer, vil samtidighedsfaktoren være 1, hvilket i praksis betyder, at alle ladestandere skal kunne lade med fuld effekt samtidig. I den aktuelle situation er installationen forberedt til på sigt at skulle forsyne 90 ladestandere, hver med en effekt på 22 kW. Uden belastningsstyring vil dette kræve, at installationen dimensioneres til en belastning på flere tusinde ampere, hvilket ikke er et realistisk scenarie i praksis.
Der er derfor behov for belastningsstyring og en intelligent udformning af installationen. I dette tilfælde er der valgt et kanalskinnesystem i stedet for kabler til de enkelte ladestandere. Det giver blandt andet den fordel, at det er nemt at udvide med nye ladestationer ved blot at montere en ny afgangsboks. Dette kan gøres uden at afbryde forsyningen til de eksisterende ladestandere. Derudover har kanalskinnesystemet den fordel, at overstrøms- og fejlbeskyttelsen for de enkelte ladestandere ikke behøver at være placeret i hovedtavlen. Endelig har kanalskinnerne den fordel, at der ikke er behov for at afslutte mange parallelle forsyningskabler til ladestanderne i hovedtavlen.