-
El
-
VVS
-
Industri
Hvordan beskriver en teenagepige erhvervsuddannelserne? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt? Det er nogle af de spørgsmål TEKNIQ Arbejdsgiverne sætter fokus på under folkemødet på Bornholm.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har længe haft fokus på at tiltrække flere kvinder til industri- og installationsbrancherne. Derfor vælger TEKNIQ Arbejdsgiverne også at bringe manglen af kvinder på de tekniske uddannelser i fokus på årets folkemøde, blandt andet som en del af de tekniske erhvervsuddannelsers topmøde og ved eventet "Who Builds the World? Girls!".
Tre unge teenagepiger, giver i videointerviews deres bud på, hvad der skal til, for at få flere piger til at vælge en erhvervsuddannelse. Et panel bestående af fagfolk og politikere skal quizze om pigernes svar, og selv navigere i de fordomme, der alt for let kommer frem, når det kommer til kvindelige faglærte. En af quizdeltagerne er Tina Voldby, som er underdirektør og ansvarlig for uddannelsesområdet hos TEKNIQ Arbejdsgiverne. Hun betegner samtalen som helt essentiel:
- Det er en hel klar prioritering, når vi aktivt vælger at tage samtalen om flere kvindelige faglærte, for det er en diskussion, der bør tages, og hvor vi ikke er bange for at gå forrest. Derfor har vi igangsat projektet "Flere Faglærte Kvinder", der skal understøtte de enkelte virksomheders indsatser, men også skal ændre opfattelsen i samfundet. For vi har brug for, at flere kvinder går mod strømmen og aktivt tilvælger en teknisk erhvervsuddannelse. Vi har brug for flere kvindelige mønsterbrydere. Kvinder, som tør blæse på de forudindtagede holdninger om mande- og kvindefag, og som på den måde kan være med til at bane vejen for endnu flere kvinder, udtaler Tina Voldby, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Skurvognskultur kan spænde ben
Det kan være svært at komme ind i en mandsdomineret verden, der i nogle tilfælde kan have en fasttømret kultur med stereotypiske kønsopfattelser. Derfor er det særligt vigtigt med rollemodeller, der går forrest, nedbryder fordommene og giver de unge kvinder nogle at spejle sig i. TEKNIQ Arbejdsgiverne tager fat i fordommene, og vender dem på vrangen til årets folkemøde, for hvis der skal flere kvinder ind på uddannelser og ud i branchen, så skal vi turde tale om den skurvognskultur, der kan være solidt rodfæstet på arbejdspladserne.
Og der er flere grunde til, at man i TEKNIQ Arbejdsgiverne nu prioriterer indsatsen for at få flere faglærte kvinder. Der er nemlig brug for mere arbejdskraft, og det er ikke nok kun at rekruttere fra halvdelen af befolkningen. Og i dag ved man, at teams med diversitet på blandt andet køn, har et større potentiale.
Med vejledning og inspiration til virksomhederne skal Flere Faglærte Kvinder-projektet først og fremmest understøtte virksomhedernes rekruttering af kvinder i brancherne og sikre fastholdelse. Derudover kører projektet en målrettet brandingindsats mod kvinder. Kvinderne skal gøres opmærksom på, at der er gode muligheder for et fedt og spændende arbejdsliv i industri og installation.