-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Den danske byggebranche har i stigende grad taget de digitale værktøjer til sig. Man er nødt til at udnytte mulighederne for ikke at blive udkonkurreret, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgivernes direktør Troels Blicher Danielsen.
TEKNIQ Arbejdsgiverne og organisationens medlemmer går forrest på digitaliseringsfronten, og det er der gode grunde til. Både store og helt små virksomheder kan allerede nu drage fordel af at benytte kunstig intelligens. Ifølge direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Troels Blicher Danielsen, er det absolut nødvendigt for ikke at blive udkonkurreret. Det budskab var han i denne uge ude med i en artikel i Licitationen.
Her fortæller han om de gevinster, som kunstig intelligens kan have for medlemmerne, der også opfordres til ikke at hænge i bremsen, når det kommer til AI:
- Vores medlemmer skal forstå, at hvis de ikke benytter sig af det i dagligdagen, så gør konkurrenterne det, og så bliver de udkonkurreret. Det er en teknologi, som for hele samfundet får samme betydning, som dengang Johan Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten, hvis du spørger mig, siger Troels Blicher Danielsen til Licitationen.
Hyr en elektriker
Lige nu taler alle om ChatGPT, og det kan forståeligt nok være svært at se, hvordan chatbaseret AI skal kunne bidrage ude i de enkelte virksomheder i en så praksisorienteret branche som byggebranchen. Man kan dog nemt blive overrasket over alle de steder, hvor kunstig intelligens kan være en fordel i virksomhedsdriften. For eksempel kan man bruge værktøjer til let at kode i stedet for at betale en IT-konsulent for at løse nogle opgaver, lyder det fra Troels Blicher Danielsen.
- Du kan måske hyre en elektriker i stedet. Og det er altså væsentligt billigere at få en elektriker til at løse dine opgaver end en IT-konsulent. Det kan for kunden være en markant besparelse, konstaterer han og fortsætter:
- Det betyder også, at der åbner sig nye forretningsmuligheder for vores medlemmer i forhold til deres kunder. Virksomhederne kan effektivisere deres egne forretningsgange og levere mere værdi ved at arbejde på en anden måde.
Bliv selv klogere på fremtidens værktøjer
Fremtidens forretning kommer i høj grad til at være påvirket af den digitale revolution, vi ser i dag.
Derfor kan man med fordel hente inspiration i et værktøj, som TEKNIQ Arbejdsgiverne står bag, med gode eksempler på grønne og digitale tiltag.
Her kan man blandt andet blive klogere på tendenser som Automatisering og Robotter, SMART-løsninger eller Dataindsamling.