Spørgsmål:
Jeg har en kunde, der mener, at hans trægulv støjer for meget, efter vi har lagt gulvvarme i det. Kan jeg have gjort noget forkert?
Svar
Du behøver ikke at have gjort noget forkert. Når træ skifter temperatur eller fugtniveau, kan det afgive støj i større eller mindre grad. Når man vælger at montere varmegiveren direkte under trægulvet, må man forvente temperaturforskel, og dermed at gulvet ”giver lyd” eller knager en gang imellem.
Når det er sagt, er der nogle grundregler, der skal være opfyldt ved lægningen. Der bør ikke noget sted være direkte kontakt mellem træ og varmeslange. Det er derfor vigtigt at sikre sig, at tømreren udlægger trindæmper (eller pap) inden lægning af selve trægulvet. Ligeledes skal det sikres ved fremføring af varmeslangerne, at de ikke har kontakt til strøer eller andet træ ved gennemføringer. En korrekt isoleret varmeslange (efter DS 452) vil normalt sikre mod dette, da koblingsledninger i andre rum end varmegiver som bekendt skal isoleres efter klasse 2.
Det er også vigtigt at kende lidt til brugsmønsteret for gulvvarmen. Er der foreskrevet natsænkning, vil der ved genopvarmningen tilføres meget varme på kort tid, hvilket kan medføre større støjniveau en periode. Flyt eventuelt genopvarmningen til det tidspunkt, hvor lyd generer mindst.