-
El
Rekordmange el- og hybridbiler ruller ud på vejen i øjeblikket, hvilket stiller større krav til husstandens installationer og leveringsomfanget fra elnettet. Her har installatøren også en rolle at spille.
Aldrig før har så mange el- og hybridbiler trillet ud på de danske veje, som i december måned. Over halvdelen af nybilssalget var elektrisk, hvilket giver et øget behov for ladepunkter.
Problemet er bare, at de færreste boliger er dimensioneret til at kunne klare den slags belastninger af installationerne, hvilket i sidste ende kan føre til risiko for overophedning og brand.
- De fleste huse har kun 25 ampere i leveringsomfang fra elnettet. Det er måske nok til en enkelt ladestander på 11 kW. Men sammen med det øvrige eldrevne udstyr i huset – eksempelvis en varmepumpe - kan det blive svært at sætte et ekstra ladepunkt op, og man får behov for større sikringer, en ny stikledning og en kraftigere elinstallation i boligen, siger Mads Risgaard Knudsen, teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Af samme grund er det oplagt, at installatøren gør kunderne opmærksomme på de flaskehalse, de kan risikere at løbe ind i, når de får flere elbiler og derudover også har en varmepumpe eksempelvis.
- I fremtiden får de rene elbiler brug for endnu mere strøm i forhold til i dag, hvor der er en stor andel af hybridbiler også. Så problemet bliver ikke mindre, og dermed kan der også være et forretningsområde for den enkelte installatør, siger Mads Risgaard Knudsen.
Investering i fremtiden
Det kan godt risikere at løbe op i 50-60.000 kroner, men kunden skal se det som en investering i en fremtid, hvor de eldrevne biler kommer til at fylde mere og mere gadebilledet. Af samme grund vil man også oftere kunne løbe ind i behovet for at lade flere elbiler op ad gangen – eksempelvis i højtiderne, når familien skal mødes på tværs af landet, forklarer den tekniske konsulent.
Netselskabet N1 dækker store dele af Jylland – fra grænsen til Løkken – og her er man ved at forberede sig på fremtidens udfordringer. Kapaciteten er ikke et problem i dag, men det bliver det, hvis der ikke bliver gjort noget.
- Vi arbejder med at gøre folks strømforbrug mere fleksibelt, da det giver god mulighed for at udnytte kapaciteten bedre og på den måde købe os noget tid. Vi vurderer, at det vil give os problemer om tre til fem år, hvis vi ikke gør noget, siger Daniel Skovsbo Erichsen, der er markeds- og udviklingsdirektør i N1.
N1 har først og fremmest sommerhusområderne i kikkerten, hvor ledningsnettet skal transportere strømmen over længere stræk og derfor lettere kan ramme barriererne i forhold til byområderne, forklarer markeds- og udviklingsdirektøren.
- Som elinstallatør kan man også være med til at løse problemstillingen. Det kunne for eksempel være ved ikke altid at tilslutte ladestanderen på den første fase og på den måde overbelaste husstandens installation. Som forbruger vil det også give god mening at tænke på, hvilke nye elementer man får ind i sin husstand, og hvornår man lader eksempelvis elbilen op, siger Daniel Skovsbo Erichsen.
I december 2021 stod de opladelige biler for 56 procent af de solgte nye biler i Danmark. I januar var det syv procent, viser tal fra De Danske Bilimportører. Samlet set er salget af elbiler steget med 80 procent i forhold til hele sidste år.
- Hvilket behov har du og din familie for opladning elbiler i fremtiden?
- Er der plads til bil nummer 2 og 3?
- Kan din installation udvides på en nem og billig måde, når behovet ændrer sig?
- Hvor stor en effekt, vil du gerne kunne oplade med?
- Skal leveringsomfanget af strøm til huset øges?
Læs mere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside om opsætning af ladestandere: