-
Industri
Der står fabriksbesøg, naturoplevelser og socialt samvær på programmet, når KSM Maskinfabrik inviterer ansatte med ægtefæller til Færøerne i Kristi Himmelfartsdagene. Direktør glæder sig over traditionen, der er med til at styrke virksomheden.
Fabriksbesøg
-Der er ikke så mange produktionsvirksomheder, som gør noget sådan for deres medarbejdere. Jeg er jo forholdsvis ny som direktør og glæder mig til en tur, hvor man både får et fagligt input og man kan lære medarbejdere og ægtefæller bedre at kende, siger Bettina Vorsøe Elkjær, adm. direktør på KSM Kragelund i Løsning siden sommer.
KSM har kunder og samarbejdspartnere på Færøerne, hvor der er arrangeret besøg. Derudover skal Færøerne opleves på den fem dage lange tur, som går hen over Kristi Himmelfartsweekenden. Medarbejderne lægger selv to feriedage til turen – og så har de via kontingent til medarbejderforeningen bidraget med 1/3 af finansieringen af turen. Endelig er der en egenbetaling.
Alle inviteret
-Det er en vigtig ting, at denne tradition her på virksomheden også involverer ægtefæller. Sådan en tur vil skabe mere forståelse og viden på hjemmefronten, hvor man jo af og til også skal være fleksible, når arbejdet kræver noget ekstra, siger Bettina Vorsøe Elkjær.
Udlandsrejsen er en tradition hvert tredje år, hvor der er opsparet midler i personaleforeningens kasse. Her supplerer virksomheden med 2 kroner når en ansat indbetaler 1 krone. Personaleforeningen står for hele det praktiske i arrangementet. Tidligere har virksomheden eksempelvis været i Italien og i Berling.
Alle fastansatte er inviteret med på turen uanset anciennitet. Dog lukkes der for tilmelding sidst på året af praktiske årsager. Nogle medarbejdere har takket nej og deltager ikke i turen. Det kan pensionerede medarbejdere til gengæld også gøre, hvis de fortsat er aktive medlemmer af personaleforeningen.