-
El
-
VVS
-
Industri
De Danske Erhvervsakademier og Professionshøjskoler mangler akut censorer til uddannelserne til el- og vvs-installatør.
Danske Erhvervsakademier og Professionshøjskoler mangler akut censorer til de kommende eksaminer på uddannelserne til el- og vvs-installatør.
Problemet er så stort, at kun 30 procent af de planlagte eksaminer blev afholdt efter planen under den seneste eksamensperiode før sommerferien. Resten blev enten flyttet eller gennemført via online-eksamination, hvor censor deltager via en onlineforbindelse. Det fortæller John Midtgaard Jensen, der er censorformand for installation og energi.
– Det er er meget svært for os at skaffe censorer nok i øjeblikket – og det bliver værre af, at alle uddannelsesinstitutionerne afholder eksamenerne på samme tid i slutningen af hvert semester. Derfor vil jeg appellere til, at skolerne taler sammen og forsøger at sprede eksamensdatoerne ud og en længere periode, så vi undgår at drive rovdrift på de få censorer, der er. Og samtidig er det vigtigt, at flere kvalificerede melder sig, siger han.
John Midtgaard Jensen understreger, at alle eksaminer senest blev gennemført efter bekendtgørelsen, men at nogle af de studerende følte, at det var utrygt at blive eksamineret af en censor, der fulgte med online.
Ond cirkel
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne ærgrer chefkonsulent Jørgen Prosper Sørensen sig over manglen.
– Ekstern censur er med til at kvalitetssikre indholdet af uddannelserne, derfor er det meget uheldigt, hvis der opstår stor mangel på censorer. Det betyder også, at der bliver lagt et stort pres på eksisterende censorer, hvilket i værste fald kan få dem til at droppe hvervet. Den onde cirkel skal vi meget gerne undgå, siger han.
Chefkonsulenten opfordrer derfor alle kvalificerede til at melde sig.
– Det er meningsfuldt job, hvor man bidrager til at få studerende godt gennem uddannelsessystemet samtidig med, at du bliver holdt personligt ajour med den nyeste udvikling inden for dit fag, siger Jørgen Prosper Sørensen.
Du kan ansøge om at blive censor via www.censorsekretariatet.dk under fanen ”Interesseret i at blive censor?” Her finder du den uddannelse, du ønsker at søge beskikkelse til og klikker på det blå link til højre for uddannelsens navn, der siger ”Klik her for at komme til ansøgningsskema”.