-
El
-
VVS
Nogle installationsvirksomheder har indtil videre ikke mærket krisen kradse, mens andre er hårdt ramt.
Tre ud af fire installationsvirksomhed har mærket coronakrisen kradse i større eller mindre grad, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men det betyder samtidig, at der er cirka en fjerdedel, som endnu ikke for alvor har mærket noget til den endnu.
En af dem er Claus Hybel, der driver Hybel VVS i Svendborg.
- Vi ligger vandret, og vi har stadig ordretilgang, så vi er slet ikke ramt, siger Claus Hybel.
I krisens allerførste dage i marts så det dog lidt anderledes ud for den sydfynske virksomhed. Møder blev aflyst på stribe, og der var også optræk til, at kunderne ville gøre det samme. På grund af risikoen for smittefare har der naturligvis været langt færre kundemøder i den seneste halvanden måned, men til gengæld er den frygtede bølge af aflyste opgaver udeblevet.
Læs også: Nye tal: Branchen hårdt ramt af krisen
- Vi har fået tre afmeldinger, hvoraf det ene var et stort boligprojekt, men de to andre var små kunder, der har fået udsat deres opgaver, forklarer indehaveren.
Nu venter han i spænding på at se tallene for april, men det virker ikke som om, firmaet bliver så hårdt ramt – endnu.
- Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad der sker om et halvt år, hvis en del af vores kunder er blevet arbejdsløse og derfor ikke tør sætte større projekter i gang. Men indtil videre er det heller ikke mit indtryk, at vores kolleger her i området er hårdt ramt, siger Claus Hybel, der er fjerde generation i vvs-virksomheden.
Frygter langvarig krise
I København er der blevet længere mellem solstrålerne for Søren Schmidt, der er direktør i De Blå Mænd.
- Jeg vil skyde på, at coronakrisen indtil videre har kostet mig en million kroner i omsætning, så jeg skal ud og skaffe mere arbejde. Ellers kan jeg risikere at skulle opsige flere. Jeg er ved at forberede mig på, at det her kan blive en langvarig ny situation, som ikke nødvendigvis er overstået på et til to år, siger Søren Schmidt, der også næstformand i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Da landet blev lukket delvist ned i marts, blev nogle af medarbejderne i første omgang sendt på ferie, men det var ikke var ikke nok. Søren Schmidt var derfor nødt til at opsige tre funktionærer, mens mere end 10 medarbejdere, funktionærer og svende, siden er blevet sendt hjem med lønkompensation fra statens støtteordninger.
Læs også: Eksperter: Sådan kommer du igennem krisen
- Fra den ene dag til den anden var markedet hos privatkunderne væk. Telefonerne holdt simpelthen op med at ringe, hvor vi ellers var vant til at have tre mand til at tage telefoner, og fra boligselskaberne fik vi at vide, at vi kun måtte reparere det mest nødvendige – de akutte opgaver, siger Søren Schmidt.
Hans virksomheder leverer både vvs, el, kloak, murer og ejendomsservice, hvor opgaverne er cirka ligeligt fordel mellem det private marked og byggepladser. Han har dog svært ved at gennemskue, hvorfor krisen i øjeblikket rammer branchen skævt.
- Jeg kender kolleger, der drukner i arbejde, og så kender jeg nogle, der har sværere ved at få det til at løbe rundt. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det fordeler sig så forskelligt i øjeblikket, siger han.
Økonomisk rutschetur
Installationsvirksomheden Blue-Tech har afdelinger flere forskellige steder i Jylland og arbejder med alt fra elinstallationer og ventilation til termografering og marineservice. Fra hovedkontoret i Bramming har direktør Carsten A. Bramming fulgt en omsætning, der er faldet med 20 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det skete umiddelbart efter nedlukningen onsdag den 11. marts.
- Vi mærkede det ret hårdt, da vi har 25 mand, der arbejder med service. Om mandagen efter nedlukningen havde vi 10 mand, der ikke havde noget at lave, siger Carsten A. Bramming.
Det har heldigvis bevæget sig den rigtige vej siden, så det nu kun er fire mand, der mangler opgaver til. Det sket med godt gammeldags benarbejde for at få lavet gode aftaler med kunderne i den særlige situation med mange sikkerhedsforanstaltninger. Markedsføringen er skruet i vejret, og nogle af de største opgaver er bevaret, hvilket er med til at holde humøret oppe. Statens lønkompensationen har direktøren til gengæld ikke meget at juble over.
- Tilskuddet er alt for lavt til, at det kan betale sig for os at bruge lønkompensationsordningen, siger Carsten A. Bramming.
Læs også: V-forslag: Lønkompensation op til 45.000 kroner
Status er, at tre medarbejder er blevet opsagt og to sendt hjem på dagpenge, mens de resterende cirka 25 medarbejdere kæmper videre gennem krisen. Direktøren prøver at bevare optimismen men er også klar over, at det langtfra er slut endnu.
- Det kunne være værre, og økonomisk skal vi nok klare den, men vi er klar over, at vi ikke får noget godt 2020, siger Carsten A. Bramming.