-
El
Kulørte lamper og lyskæder lyser op fra festivalernes boder, telte og områder - men hvilke krav gælder egentlig for sikkerheden?
For at opnå høj sikkerhed på festivalerne er der krav om, at belysningsarmaturer placeret inden for rækkevidde, det vil sige under 2,5 meters højde, skal være solidt fastgjort. Derudover skal man ikke kunne få adgang til lyskilden uden brug af værktøj.
Hvis en lyskæde derimod er placeret i en højde på mindst 2,5 meter, altså uden for rækkevidde, er det derimod tilladt at have direkte adgang til lyskilden, så man for eksempel kan skrue pæren ud.
Indenfor rækkevidde kan kravene betyde, at armaturerne skal ombygges, så adgangen til lyskilden kun kan ske ved brug af værktøj. Det er også acceptabelt, så længe man sikrer, at armaturet efter ombygningen stadig er elektrisk, mekanisk og termisk sikkert og forsvarligt.
Det er først, når det ombyggede armatur markedsføres, sælges, gives væk, lånes ud eller på anden måde skifter ejerskab, at der kræves en ny CE-mærkning og dokumentation af belysningsarmaturet.