-
El
Sikkerhedsstyrelsen har fundet fejl på 19 ud af 30 tilfældigt udvalgte LED-belysningsprodukter. Fabrikanterne skal stramme op, lyder det fra både Sikkerhedsstyrelsen og TEKNIQ.
Der var fejl i 19 af 30 tilfældigt udvalgte LED-belysningsprodukter i en stor kontrol, som Sikkerhedsstyrelsen netop har offentliggjort på sik.dk.
Resultatet af Sikkerhedsstyrelsens kontrol er, at ét produkt er blevet tilbagekaldt og ét andet produkt er blevet salgsstoppet. Derudover måtte fabrikanterne af 17 produkter ændre på produktets konstruktion, så det kunne leve op til sikkerhedskravene.
Læs også: FABA-direktør kalder kontrolresultat for rystende
I kølvandet på indsatsen beder styrelsen nu fabrikanter og EU-importører om at stramme op på kontrollen med produkterne.
Hos TEKNIQ er underdirektør Simon O. Rasmussen overrasket over, hvor mange fejl kontrollen har afsløret.
– Tallene er voldsomme og jeg er fuldstændig enig med Sikkerhedsstyrelsen, når de beder fabrikanter og EU-importører om at stramme op på kontrollen. Fejl i 19 ud af 30 testede produkter er naturligvis ikke godt nok, siger han.
Fabrikantens ansvar
Ansvaret for at kontrollere delkomponenterne ligger hos fabrikanten, konkluderer Sikkerhedsstyrelsen, og det er Simon O. Rasmussen enig i.
– Det er meget vigtigt, at installatørerne og ikke mindst forbrugerne kan stole på CE-mærkningen af produkterne. Det er entydigt fabrikanternes ansvar at sikre, at produkterne er behørigt CE-mærket og lever op til kravene, siger han og understreger:
– Men installatørerne kan med fordel sikre sig, at der med LED-produktet følger en dansk brugsvejledning, og at fabrikantens eller EU-importørens adresse fremgår af produktet.