-
Industri
Stigende råvarepriser presser virksomhederne og kan få allerede udsatte virksomheder til at dreje nøglen om de kommende måneder. Flere virksomheder indenfor metalbrancherne er da også gået konkurs i årets første fire måneder i forhold til sidste år.
Stigende råvarepriser presser virksomhederne og kan få allerede udsatte virksomheder til at dreje nøglen om de kommende måneder. Flere virksomheder indenfor metalbrancherne er da også gået konkurs i årets første fire måneder i forhold til sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I alt ramte metalindustrien 30 konkurser sidste år og allerede på nuværende tidspunkt står årets konkurstal på 15.
”Selvom metal og installationsbrancherne ikke er de hårdest ramte, er det værd at bemærke konkurstallene, der vidner om, at coronakrisen har sat tingene på spidsen og rammer virksomhederne meget forskelligt – også selvom Danmarks økonomi grundlæggende er i bedring,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Hun understreger samtidig, at vi endnu ikke har set de fulde konsekvenser af pandemien på konkurstallene hverken i metalindustrien, inden for installation eller i andre brancher.
”Ikke mindst i metalindustrien er der virksomheder, som stadig er påvirket af hængedyndet fra pandemien, og som ser ind i nogle andre rammevilkår end før pandemien brød ud,” siger Maria Schougaard Berntsen.
Ud over de usikre eksportmarkeder har også de stigende råvarepriser stor betydning for virksomhedernes økonomi.
”Hvis du som virksomhed i forvejen står i en presset situation, kan de høje råvarepriser være dråben, der får bægeret til at flyde over, når virksomheden fx taber penge på tilbud, der blev givet, inden priserne på eksempelvis stål og kobber begyndte deres himmelflugt,” vurderer Maria Schougaard Berntsen.