-
El
-
VVS
Knud Jensen VVS bliver nu en del af de nu 24 danske installationsvirksomheder indenfor el-, vvs, fiber samt ventilations- og kølesystemer, der tilsammen udgør InstallatørGruppen.
Knud Jensen VVS A/S er den nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen, der dermed fortsætter sin hastige vækst og runder en samlet omsætning på omkring 2,5 mia. kr. og mere end 1.400 medarbejdere.
Vvs-virksomheden, der blev etableret for snart 100 år siden i 1927, er placeret i Sydsjælland med afdelinger i Havdrup, Præstø, Næstved og Faxe Ladeplads. Virksomheden udfører alle former for vvs-installationer og blikkenslagerarbejde samt rådgivning inden for energibesparelse.
Klar til næste niveau
Indtrædelse i InstallatørGruppen skal tage virksomheden til næste niveau, lyder det fra Christian Olsen, ejer og direktør i Knud Jensen VVS:
- At blive en del af InstallatørGruppen giver os styrke og flere muskler på den grønne omstilling. Samtidig løfter vi vores virksomhed til næste niveau på ESG. Vi kan herved fortsætte vores gode udvikling på medarbejder- og kundetilfredshed samt rentabilitet, siger Christian Olsen.
Ligesom de andre virksomheder i InstallatørGruppen beholder Knud Jensen VVS A/S sit firmanavn, ledelse, medarbejdere og kontor - og opretholder dermed sin lokale forankring og tætte kunderelationer.
- Vi er meget glade for at byde ledelse og medarbejdere i Knud Jensen VVS A/S velkomne i Gruppen. Med deres kernekompetencer og stærke position i lokalmiljøet styrker vi InstallatørGruppens vvs-kompetencer samt vores tilstedeværelse på Sydsjælland. Vi ser meget frem til samarbejdet, siger Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.