-
El
-
VVS
Mekanisk ventilation er nøglen til at få renset luften i elevernes klasselokaler, der ud over CO2 også er præget af kemiske stoffer, viser ny landsdækkende undersøgelse.
Dårligt indeklima præger en lang række af landets klasseværelser, og det er ikke kun alt for høje koncentrationer af CO2. En ny landsdækkende undersøgelse peger også på alt for høje koncentrationer af kemiske stoffer i luften.
Koncentrationen er særligt høj i de klasselokaler, der ikke har ordentlig ventilation. Og det er ikke nok bare at åbne vinduet, lyder det i undersøgelsen, som Realdania og Aarhus Universitet blandt andre står bag.
”Klasselokaler med mekanisk ventilation havde generelt både lavere og mere stabile TVOC-koncentrationer end klasselokaler med kun naturlig ventilation", lyder en af konklusionerne på baggrund af en række konkrete målinger i klasseværelser.
TVOC er en fællesbetegnelse for den samlede mængde af flygtige organiske stoffer, der kan stamme fra både sved, bygninger, møbler, tøj og trafik blandt andet. I undersøgelsen blev der fundet mere end 450 forskellige stoffer, og i 96 procent af klasserne var koncentrationen over det anbefalede niveau. Derfor er der grund til at tage undersøgelsens resultater alvorligt, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er helt urimeligt, at skolebørnene bliver ved med at få undervisning i dårligt indeklima. Særligt når undersøgelser gang på gang dokumenterer, at mekanisk ventilation rent faktisk kan hjælpe gevaldigt på problemet. Af samme grund bør det være krav, at kommunerne handler på det, når de oplever et utilfredsstillende indeklima, siger Maria Rizzo, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Dårlig cocktail
Undersøgelsen er gennemført i 76 forskellige klasser landet over i forbindelse med Masseeksperimentet, som kortlagde CO2-indholdet i luften. Forhøjet CO2-indhold er løbende blevet dokumenteret i tidligere undersøgelser, men det er første gang, at kemien i klasseværelserne bliver undersøgt så omfattende, lyder det fra Realdania, der er en af parterne bag projektet.
- Målinger af CO2-niveauer har længe peget på utilstrækkelig ventilation i mange danske klasselokaler. Med resultaterne fra Masseeksperimentet begynder vi nu at forstå konsekvenserne og forhåbentlig skabe øget fokus på og viden om de mange kemikalier, vi oplever, når vi opholder os indendørs, siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania, i en pressemeddelelse.
Forsker bag projektet understreger samtidig behovet for at holde blikket stift rettet på ordentlig ventilation – også i en tid med energikrise.
- Udluftning er altså en rigtig god idé for at fjerne tung og ildelugtende luft. Men det er desværre ikke alle klasser, der lufter tilstrækkeligt ud, og med den aktuelle energikrise, hvor temperaturen i klasserne sænkes, og der måske endda spares på den mekaniske ventilation, kan det problem hurtigt blive mere udbredt, udtaler Kasper Vita Kristensen, adjunkt fra Institut for Bio-og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet:
- Jeg frygter, at niveauerne vil stige i denne vinter og dermed reducere luftkvaliteten yderligere i mange af landets klasselokaler, siger han i en pressemeddelelse.
Krav om renovering
Resultaterne fra Masseeksperimentet blev offentliggjort i foråret og viste blandt andet, at CO2-indholdet oversteg det anbefalede niveau i mere end halvdelen af klasserne. I knap hver femte var det tilmed mere end dobbelt så højt. Også dengang var konklusionen, at mekanisk ventilation med både indblæsning og udsugning skaber det bedste resultat, når luften skal renses.
Af samme grund mener TEKNIQ Arbejdsgiverne, at der skal ske en løbende måling af indeklimaet lokalt og så samtidig lægge pres på kommunerne for at få gennemført de tiltrængte renoveringer.
- Halvdelen af landets skoler vil formentlig skulle renoveres for at få ren luft, så det er afgørende, at det bliver tænkt ind i alle løbende renoveringer fra nu af. Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt at stille krav til skolernes indeklima og luftkvalitet, siger Maria Rizzo.
CO2-kravet til nye klasseværelser er i dag 1000 ppm. Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne bør det også gælde eksisterende skoler- og daginstitutioner.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen ”Kemi i luften” er gennemført 2021 i 76 forskellige klasser på skoler over hele Danmark, samtidig med det store Masseeksperiment om CO2-koncentrationer i klasselokalerne.
Klasserne have opsat sensorer i lokalerne, der målte den totale mængde af kemikalier i luften hvert tiende minut i fire uger i november 2021:
- Der blev fundet over 450 forskellige VOC’er - flygtige organiske forbindelser.
- 96 % af de undersøgte klasser oplevede på et tidspunkt i løbet af måleperioden TVOC-koncentrationer over det anbefalede maksimale niveau.
- 65% af klasserne oplevede TVOC-koncentrationer over anbefalede grænseværdier i en fjerdedel af tiden eller mindre.
- 10 % af klasserne oplevede TVOC-koncentrationer over anbefalede grænseværdier i mere end halvdelen af tiden.
- 15 % af de 60 hyppigst forekommende VOC’er er klassificerede som potentielt sundhedsskadelige, men i ingen af klasserne oversteg koncentrationen det anbefalede maksimum på prøvetagningstidspunktet.
Bag undersøgelsen står det nationale naturfagscenter Astra og Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet. Undersøgelsen ‘Kemi i luften’ er støttet af den filantropiske forening Realdania og VILLUM FONDEN.
Kilde: Masseeksperimentet, ”Kemi i luften”