-
El
-
VVS
Kemp & Lauritzen er en del af et nyt strategisk partnerskab om bygge- og renoveringsopgaver for op mod 2,2 milliarder kroner i Region Hovedstaden.
Der bliver bygget på livet løs i hovedstadsregionen, og i løbet af de næste fire år kommer Kemp & Lauritzen til at spille en central rolle i et nyt partnerskab med Region Hovedstaden. Det drejer sig om bygge- og renoveringsopgaver for op mod 2,2 milliarder kroner, oplyser regionen.
- Vi glæder os til at løfte opgaven i samarbejde med vores partnere og til gavn for hele Region Hovedstaden og brugerne af regionens mange bygninger, siger Søren Raun Frahm, der er direktør for Tekniske Entrepriser i Kemp & Lauritzen, i en pressemeddelelse.
Færre tvister
Teknikentreprenøren har vundet det fire-årige udbud sammen med MT Højgaard, Rambøll og Link arkitekter. Målet er et godt samarbejde, som sikrer, at konflikter og tvister kommer til at fylde mindre i forbindelse med byggeprojekterne, som blandt andet tæller nye hospitaler.
- Jeg glæder mig over, at vi nu kan pege på et kompetent hold, der ligesom os i regionen ønsker at tænke byggesamarbejde på en ny måde. Vi er optaget af at få mere sundhed for pengene, og det gælder også, når vi snakker byggeri og renovering. Sammen med den strategiske partner søger vi derfor at dyrke det langvarige samarbejde, så vi i stedet for konflikter og lange udbudsprocesser kan bruge mere krudt på det, det handler om – nemlig at få mest mulig kvalitet i hospitalsbyggerierne til gavn for borgerne, udtaler regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
For Kemp & Lauritzen betyder aftalen omfattende opgaver med alt fra brandtekniske anlæg til ventilation, køling, el og vvs.
Der vil ifølge Region Hovedstaden blive investeret over syv milliarder kroner i at renovere og energioptimere regionens bygninger frem mod 2029.