-
El
-
VVS
-
Industri
Spørgsmål:
Vi er blevet opmærksomme på, at vores udgifter til toiletpapir og rengøringsartikler er mere end fordoblet det seneste år. Samtidig har vi ved flere lejligheder konstateret, at der stikker toiletruller og rengøringsmidler op af vores bogholders taske. Vi vurderer, at hun er årsag til stigningen. Kan vi bortvise hende?
Svar
Bortvisning er den alvorligste sanktion, en medarbejder kan få. Bortvisning betyder, at ansættelsesforholdet ophører uden yderligere varsel, og at lønforpligtelsen samtidigt ophører.
En medarbejder kan bortvises, når denne groft har misligholdt sit ansættelsesforhold – det kan fx være, ulovlig udeblivelse, tyveri, vold.
Hvis man som arbejdsgiver vil bortvise en medarbejder, skal man reagere straks, når man får kendskab til den grove misligholdelse. Gør arbejdsgiver ikke det, er risikoen, at bortvisningsmuligheden bortfalder grundet passivitet. I nogle situationer vil der være behov for at undersøge sagen nærmere, og i de tilfælde kan medarbejderen suspenderes, hvor arbejdsgiver tager forbehold for at medarbejderen bortvises.
Det vil i langt de fleste tilfælde være nødvendigt at indkalde den pågældende medarbejder til en samtale og forelægge medarbejderen de forhold, som arbejdsgiver har fået kendskab til.
Hvis en bortvisning ikke er berettiget, fx fordi der ikke var tale om grov misligholdelse eller arbejdsgiver udviste passivitet, vil arbejdsgiver risikere betaling for manglende opsigelsesvarsel samt en evt. godtgørelse for usaglig opsigelse.
I jeres tilfælde har I selv observeret, at jeres bogholder har rengøringsartikler og toiletruller i sin taske. Det er umiddelbart ikke normalt at have med på arbejde, men vi vil anbefale, at I tager hende ind til en samtale og forelægger hende oplysningerne, så hun får mulighed for at udtale sig. I skal lave et referat fra samtalen, som I får medarbejderen til at underskrive. Udfaldet af denne samtale afgør, hvorvidt der er en bortvisningsgrund, da der kunne være tale om en misforståelse.
Hvis hun indrømmer, at hun har taget toiletpapir og rengøringsmidler i en periode, så er der tale om grov misligholdelse, og dermed kan jeres bogholder bortvises. Begrundelsen i bortvisningsskrivelse kan fx være manglende tillid til medarbejderen samt uretmæssig omgang med virksomhedens effekter.
Årsagen til at vi ikke begrunder med tyveri er, at det ansættelsesretlige og strafferetlige spor ikke taler sammen, og det betyder, at såfremt I havde begrundet en bortvisning med tyveri og politiet efterfølgende havde frafaldt sigtelsen om tyveri, vil man pludselig stå i en situation, hvor bortvisningsgrunden bortfalder.
Hvis I vil bortvise en medarbejder, vil vi altid anbefale, at I kontakter TEKNIQ Arbejdsgiverne for konkret rådgivning.