Spørgsmål:
Vi har en svend, der bliver ved med at lave sjuskefejl. Vi har italesat problemet gentagne gange det seneste år. Vi har instrueret og guidet ham frem til, hvordan opgaverne skal løses, så han undgår de mange fejl. Vi har været large, men der er ingen forbedring. Vi bliver nødt til at afskedige ham. Det kan vi vel godt?
Svar
Det korte svar er ja.
I kan godt opsige svenden, men I skal være opmærksomme på, at når medarbejderen har været ansat i ni måneder i virksomheden på opsigelsestidspunktet, så får han en særlig ret til en rimelig/saglig afskedigelse.
Det følger af Hovedaftalen mellem DA og FH (tidligere LO), at der ikke må finde vilkårligheder sted i forbindelse med en afskedigelse. Med andre ord betyder det, at arbejdsgiver skal kunne begrunde afskedigelsen rimeligt i enten virksomhedens eller medarbejderens forhold.
Sanktioner
Hvis en medarbejder misligholder sit ansættelsesforhold, så kan man som arbejdsgiver vælge at sanktionere med en påtale, advarsel, opsigelse eller bortvisning. Det er altid en konkret vurdering, hvilken ansættelsesretlig sanktion der er rimelig. Der skal meget til, før man kan bortvise en medarbejder, da det betyder øjeblikkeligt ophør af ansættelsen.
I den konkrete sag er der tale om medarbejderens forhold, da svenden laver mange sjuskefejl og virksomheden har forsøgt at guide og instruere. Ofte vil arbejdsgiver, når der er tale om medarbejderens forhold, skulle give en advarsel som sanktion, så medarbejdere har en reel mulighed for at rette op.
Skriftlig advarsel
Hvis der ikke er givet en skriftlig advarsel til svenden, hvor han får indskærpet, at det kan få ansættelsesretlige konsekvenser, hvis han ikke retter op, så vil opsigelsen i dette tilfælde ikke være saglig begrundet. Heller ikke selvom I har påtalt det mundtligt flere gange. Arbejdsgiver risikerer derfor at komme til at betale en godtgørelse.
Som virksomheden skal man derfor vurdere, hvorvidt man ønsker at give en advarsel - eller om man vil opsige og så blot være indforstået med, at der med stor sandsynlig vil komme et krav om en godtgørelse for usaglig opsigelse.
Hjælp til afskedigelse
Hvis I står i en situation, hvor jeres medarbejder har misligholdt sit ansættelsesforhold, så vil vi anbefale, at I kontakter Overenskomster & Jura hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, så vi kan vurdere, hvilken sanktion der vil være saglig, samt vurdere om medarbejderen eventuel skulle have en særlig beskyttelse efter andre regler.