-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Vi har en medarbejder, som mener, at han skal have udbetalt alle sine feriepenge, fordi han er ”feriehindret.” Hvad ligger der i begrebet ”feriehindret”? Og hvad gør vi med medarbejderens ønske om udbetaling af sine feriepenge?
Hvis din medarbejder af særlige grunde ikke har mulighed for at holde sin ferie i ferieperioden (1. september til 31. december året efter), betragtes denne medarbejder som feriehindret.
Er din medarbejder feriehindret indtil den 31. december, kan den ferie, som den ansatte ikke kan afholde, overføres til den næste ferieperiode. Man kan maksimalt få overført fire ugers ferie.
Vær opmærksom på, at et højt arbejdspres ikke anses som feriehindring. Medarbejdere kan ikke anses som feriehindret, fordi I har travlt i jeres virksomhed, uanset om der er tale om et generelt højt arbejdspres eller en midlertidig travl periode.
Eksempler på feriehindringer
En medarbejder kan være forhindret i at afholde ferie på grund af:
• Egen sygdom
• Barsels- eller adoptionsorlov
• Tvangsindlæggelse
• Arbejde i udlandet, hvor ferieloven ikke gælder
• Overgang til selvstændig virksomhed
• Hjemmegående uden offentlig støtte som kontanthjælp eller dagpenge
• Valg til borgmester, minister eller lignende tillidshverv
• Fængsling
• Lovligt varslede og afsluttede arbejdskonflikter
• Tjeneste i forsvaret under værnepligtslignende vilkår
• Udsendelse af forsvaret eller det statslige redningsberedskab til konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende eller humanitære opgaver
• Tvist med arbejdsgiveren om krav på feriepenge
• Orlov eller tabt arbejdsfortjeneste til pleje af nærtstående
• Tjeneste under Forsvarsministeriet eller politiets område på grund af krig, katastrofer eller andre ekstraordinære forhold
• Nødvendigt arbejde for den offentlige sikkerhed og sundhed under særligt ekstraordinære omstændigheder inden for regionalt og kommunalt sundhedsvæsen, hjemmepleje og plejehjem, når en sygdom er klassificeret som samfundskritisk ifølge epidemilovens § 2, stk. 6.
Store krav for udbetaling
For at få udbetalt feriepengene skal medarbejderen have været feriehindret uden afbrydelse i de seneste to ferieperioder. Hvis denne ønsker at få udbetalt feriepenge, skal denne:
• Have overført feriedage på grund af sygdom eller orlov i henhold til barselsloven til den seneste afsluttede ferieperiode.
• Have været feriehindret af samme årsag frem til den 31. december.
Ingen udbetaling
Her er et eksempel på en situation, hvor medarbejderen ikke kan få udbetalt feriepenge:
Medarbejderen er syg indtil den første ferieperiodes udløb den 31. december. Derefter bliver denne rask, men senere syg igen indtil slutningen af den næste ferieperiode den 31. december. Fordi der har været en periode, hvor denne var rask, kan medarbejderen ikke få udbetalt feriepenge.
Medarbejderen kan dog få overført ferien igen på grund af den nye feriehindring.