Spørgsmål:
I vores virksomhed får vi gang på gang anmodninger om ferie ugen før og nogle gange dagen før, at ferien skal starte! Hvordan er reglerne for varsling af ferie? Skal vi som virksomhed håndtere varsling af ferie for vores medarbejdere ifølge overenskomsten? Og hvilke frister gælder for varsling af ferie?
Svar
I TEKNIQ Arbejdsgivernes overenskomster er det indskrevet, at Ferieloven er gældende. Derfor er det lovens varslingsregler, der skal overholdes.
Ferieloven giver dine medarbejdere ret til 25 dages ferie om året, som de optjener med 2,08 dage pr. måned i perioden fra d. 1. september til d. 31. august – også kaldet ferieåret. Medarbejderne kan afholde ferie i ferieafholdelsesperioden, der løber fra d. 1. september til d. 31. december året efter.
Arbejdsgiveren skal så vidt muligt tilgodese lønmodtagerens ønsker om placering af ferien, hvis dette ikke står i vejen for virksomhedens drift.
Varsling
Ferieloven fastsætter nogle minimumsfrister for, hvornår ferien skal varsles. Varslingsfristerne er som følger:
Hvis ferien skal afholdes i hovedferieperioden, der løber fra d. 1. maj til d. 30. september, skal denne varsles med 3 måneder.
Hvis ferien skal afholdes uden for hovedferieperioden, skal denne varsles med 1 måneds varsel.
Det er også muligt, at medarbejdere afholder ferie uden for de gældende varslingsfrister, hvis der indgås en aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren.
I visse tilfælde kan arbejdsgiveren ændre en allerede planlagt ferie, som endnu ikke er påbegyndt. Det er arbejdsgiveren i sin ret til, så længe det kan bevises, at ændringen skyldes væsentlige og uforudsigelige driftsmæssige hensyn. Hvis medarbejderen lider et økonomisk tab som følge af ændringen, skal arbejdsgiveren dække dette tab.
Ferie i opsigelsesperioden
Ved opsigelse af en medarbejder, skal der tages stilling til, hvordan den optjente ferie skal afholdes i opsigelsesperioden. Dette kan enten gøres ved en aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiver - eller ved at arbejdsgiver varsler ferien til afholdelse i opsigelsesperioden.
Dette kræver, at ovenstående varslingsfrister overholdes. Hvis opsigelsesperioden er kortere end hhv. en og tre måneder, kan ferien ikke varsles til afholdelse i opsigelsesperioden. Denne må derfor enten afholdes efter aftale eller udbetales med 12,5% til Feriekonto.