-
El
Det korte svar er ja. Der er siden år 2000 kommet masser af ny forskning frem, der entydigt fastslår, at rigtigt lys i høj grad har indvirkning på vores trivsel og sundhed. Det var konklusionen i seneste episode af HØRT!, som er TEKNIQ Arbejdsgivernes podcast.
I begyndelsen af 2002 opdagede forskere den såkaldte ’tredje receptor’ i øjet, og hvordan lysfølsomme ganglieceller producerer stoffet melanopsin, som er afgørende vigtigt i kontrollen af døgnrytmen. Siden da har der kørt en intens forskning i lysets påvirkning på mennesker. Denne forskning er stadig i fuld gang, og der kommer hele tiden ny viden om, hvor ekstrem vigtig et godt lysindtag hen over dagen er.
- Et ikke-optimalt lysindtag og en uregelmæssig døgnrytme kan have store konsekvenser for vores helbred og vores evne til at præstere effektivt hen over en dag/arbejdsdag. Dette er specielt påfaldende på den nordlige halvkugle, hvor vi har de meget mørke vintermåneder. Uregelmæssig eksponering for lys og en forstyrret døgnrytme kan føre til helbredsproblemer. Dette kan omfatte søvnforstyrrelser, øget risiko for depression, angst og andre psykiske lidelser samt forstyrrelser i hormonbalancen, som kan påvirke immunsystemet og fordøjelsen, fortæller Per Reinholdt.
Lyset påvirker vores arbejdsdag og effektivitet
En uregelmæssig døgnrytme og utilstrækkeligt lysindtag kan påvirke vores evne til at præstere effektivt i løbet af dagen eller arbejdsdagen. Dette kan resultere i nedsat koncentration, øget uopmærksomhed og træthed.
- Vi har desværre kunnet erfare, at belysningsanlæg og lysinstallationer på arbejdspladser i Danmark i vid udstrækning bliver udført alene med lavt energiforbrug for øje i stedet for at se på, hvad mennesker har brug for, når det kommer til lys og belysning. Men det er glædeligt at se, at bygningscertificeringsordninger som WELL og DGNB i højere og højere grad belønner initiativer, som resulterer i en bedre kunstig belysning – fx med en ny ordning kaldet DGNB Hjerte for DGNB-ordningens vedkommende, fortsætter Per Reinholdt.
Det handler først og fremmest om rigtigt lys - dagslys. Hvis vi brugte 90% af vores tid udendørs, som mennesker i virkeligheden er designet til, så ville det ikke være nødvendigt at italesætte vigtigheden af lys på samme måde.
- Det er et kæmpe ansvar, der ligger på arbejdsgivere, når de skal tilrettelægge arbejdsmiljøet for deres medarbejdere, og når det kommer til at få dagslys ind i bygningen og supplere med den kunstige belysning. Men det positive er, at investering i gode belysningsanlæg og belysningsløsninger giver gode afkast. Flere virksomheder har allerede registreret forbedringer i arbejdsmiljø og trivsel efter at have flyttet til nye lokaler eller renoveret eksisterende bygninger, slutter Per Reinholdt.