-
Industri
Ålsrode Smede- og Maskinfabrik med 80 ansatte kaster fem svejserobotter og en aggressiv prissætning ind i et forsøg på at trække serieproduktion fra Østeuropa og hjem til Danmark
Serieproduktion med mange emner og et lavt dækningsbidrag har Brian Basse altid holdt sig fra som indehaver af en ”lokal landsmed” med over 80 medarbejdere i Grenaa. Men specialisten med kunder i hele landet har for tiden ledig kapacitet på robotterne - samt en mulighed for at arbejde i flere skiftehold. Nu vil den jyske smed gøre et forsøg på at trække produktion hjem til Danmark fra østlandene.
- Der er en klar tendens til, at kunderne uden at tænke over det, giver opgaver med store serier videre sydpå til produktion i Polen, Rumænien eller Estland. Nu tilbyder jeg disse virksomheder vores robotter til en ren nettopris - 450 kr i timen. Robotterne vil uden diskussion give en bedre kvalitet på svejsearbejdet, og hvis jeg kan få lov til at levere stål, skære, bukke og måske efterbehandle, så er det stadig interessant. Men problemet lige nu er, at mange virksomheder alene ser på prisen – kvalitet er blevet mindre vigtigt, siger Brian Basse.
Opråb i pressen
Kalkulationen i Ålsrode går på, at større serier med mange emner vil belægge robotterne bedre og sikre et dækningsbidrag over flere dage end de normale opgaver hos smede- og maskinfabrikken. Virksomheden har fem svejserobotter, der kan håndtere elementer fra 100 gram til to tons.
- Serieproduktion er for mig minimum 1-200 elementer. Det afgørende er, hvor lang tid det tager at opsætte og programmere robotten til en produktion. Nogle emner kan programmeres på en dag – andet tager tre uger. Derfor skal der volumen til, siger Brian Basse.
For at råbe danske producenter op med budskabet om at give danske underleverandører en chance på større serieproduktioner gik Ålsrode Smede- og Maskinforretning ud med en decideret pressemeddelelse om det nye tiltag. Det er ikke så tit, at en leverandør griber til medierne.
Pris, pris, pris
- Men jeg har været træt af at se, at alle virksomheder bevidstløst kigger imod syd, når der skal produceres større serier. Pris, pris, pris er det eneste afgørende. Men man kan ikke få en Mercedes til en Dacia-pris. Det fremgår tydeligt, når vi ser produkterne fra de billigste producenter: Det er IKKE den kvalitet, der er beskrevet på arbejdstegningerne, som kommer hjem fra østlandene. Kvalitet kan vi uden diskussion konkurrere med – nu prøver vi også på prisen for at hente produktion hjem, siger Brian Basse.
Samlet har Ålsrode Smede- og Maskinforretning investeret over 10 millioner kroner i de seks svejserobotter. Virksomheden leverer til vindindustrien, landbruget, byggeri samt olie- og gasindustrien.
- Vi har løbende købt robotter ind og sikret os ekstra kapacitet. Vi har plads både på robotterne og rent fysisk i hallerne til serieproduktion. Derfor bliver det interessant, om vi kan trække produktion tilbage til Danmark. Jeg håber det – både for vores virksomhed og for Danmark som produktionsland, siger Brian Basse, der alene har over 60 smede i arbejde i virksomheden.