-
Industri
Kan dine maskiner hackes? Det spørgsmål stiller TEKNIQ Arbejdsgivernes nye industrikonsulent.
Jens Jacob Haugaard er ny industrikonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne med fokus på maskinsikkerhed. Han forudser, at hacking af maskiner og cyberkriminalitet bliver vigtige sikkerhedsemner for mange medlemmer i fremtiden.
I mange år har maskinsikkerhed for producenten handlet om CE-mærkning og en fysisk risikovurdering for brug og betjening af den nye maskine, som leveres til kunderne. Men den nye industrikonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Jens Jacob Haugaard, udpeger et helt nyt sikkerhedsområde for alle med avancerede maskiner i produktionen: Hacking af software i metalbranchens nyere maskiner.
-Mange leverandører tilbyder at overvåge og følge deres avancerede maskiner ude hos kunderne – vore medlemmer. Så kan kunden få besked, når der eksempelvis skal skiftes kuglelejer. Men når en maskine er online, så er der også en sikkerhedsrisiko. En dygtig hacker kan både stoppe og starte en maskine fra den anden side af jorden, advarer Jens Jacob Haugaard.
Og hvis hackeren også har hacket et overvågningskamera i virksomheden, så er der en række mulighed for at lave alvorlige ulykker i en virksomhed for en person med onde hensigter. Cyber-sikkerhed forventer Haugaard derfor vil blive en del af det nye maskindirektiv på EU-plan.
Medlemmernes interesser
Interessevaretagelse på maskinsikkerhed er en vigtig del af den nye industrikonsulents arbejdsområde. Jens Jacob Haugaard er medlem af to standardiserings-udvalg inden for maskinsikkerhed, hvor han taler medlemmernes sag og gør sin indflydelse gældende, så reglerne er til at administrere og leve efter. Der kan dog til tider være lang vej fra et dansk forslag til den endelige udformning af europæiske regler og standarder.
Jens Jacob Haugaard er oprindelig både uddannet elektriker og stærkstrømstekniker. Han har seneste arbejdet som seniorkonsulent for virksomheden Maskinsikkerhed ApS. Inden da blev det til otte år som konsulent i det daværende DONG Energy, hvor han arbejdede med elsikkerhed og arbejdsmiljø.
Eksplosionfare
Det er således en særdeles erfaren ekspert, som medlemmerne også kan trække på enkeltvis inden for alle former for maskinsikkerhed.
-Jeg kan under et besøg guide en medlemsvirksomhed eksempelvis inden for CE Mærkning. Den komplette mærkning skal virksomheden eller en konsulent dog foretage. Jeg rådgiver alene, siger han.
Med ansættelsen af Haugaard er der også kommet en ny kompetence hos TEKNIQ Arbejdsgiverne inden for ATEX – eksplosionsfarlige miljøer, hvor der opsættes maskiner. Her udbydes der nu via kursusafdelingen fire kurser i 2020. To i Jylland og to på Sjælland.