Spørgsmål:
Kan autoriserede virksomheder godkende andres arbejde?
Svar
Det korte svar er nej, da ”stråmandsvirksomhed” er ulovlig. Autoriseret arbejde skal altid udføres af en autoriseret virksomhed.
Et arbejde omfattet af autorisation kan imidlertid faktureres af alle virksomheder overfor kunder, hvis virksomheden overfor Sikkerhedsstyrelsen kan dokumentere, at det autorisationskrævende arbejde er udført af en autoriseret underleverandørvirksomhed. Dokumentation skal foreligge i form af en faktura fra den autoriserede virksomhed.
Hvis en virksomhed ikke kan dokumentere, at et autorisationskrævende arbejde er udført af autoriseret underleverandør, vil der være tale om en overtrædelse af autorisationsloven.
En autoriseret virksomhed skal altid udføre autoriseret arbejde med egne ansatte, da der i KLS-systemet skal redegøres for den fagligt ansvarliges håndtering af bemanding, instruktion og tilsyn. Det er dog muligt for en autoriseret virksomhed at indleje mandskab fra andre virksomheder, hvis der indgås en skriftlig lejeaftale mellem virksomhederne forud for arbejdets udførelse. Indlejeaftalen skal indeholde kontaktdata på den indlejede samt oplysning om den aftalte afgrænsede periode. Derudover skal det anføres, at den indlejede er underlagt den autoriserede virksomheds KLS-system. Det betyder i praksis, at den indlejede montør i forhold til bemanding, instruktion og tilsyn indgår på samme vilkår som de øvrige ansatte. Fakturering af det udførte arbejde skal foretages af den autoriserede virksomhed, eventuelt som underleverandør. Fakturering af arbejdskraft angår ikke autorisationsloven, men skal håndteres i henhold til overenskomst på området.