Spørgsmål:
Vi ved, at overgangsordningen for de nye el-regler udløber den 1. juli i år, og at den nye bekendtgørelse og standardserie skal anvendes derefter. Vi har hørt, at de nye regler medfører ændringer både for selve udførslen af de elektriske installationer og for dimensioneringen af kabler. Kan TEKNIQ Arbejdsgivernes app hjælpe os med at efterleve de nye regler?
Svar
Det er helt korrekt, at ”bordet fanger” her til sommer, og det er også rigtigt, at TEKNIQ EL appen kan hjælpe dig med at forstå ændringerne i de nye regler, og hvordan du efterlever dem i praksis.
Vi har produceret en række nye video-vejledninger i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen. De handler blandt andet om:
- Overgangsordningen og muligheden for at færdiggøre påbegyndte eller færdigprojekterede installationer efter de gamle regler helt frem til 1. juli 2020 uden dispensation. Samt reglerne for at søge dispensation for færdiggørelse af meget store eller langstrakte installationsarbejder efter denne dato.
- Det nye krav om to RCD´ere (fejlstrømsafbrydere) i boliger, områdeklassificering af badeværelser og ændrede krav til antal og placering af stikkontakter.
Du kan læse disse vejledninger og mange flere på TEKNIQ EL appen, hvor der løbende vil komme nye og reviderede vejledninger.
Derudover kan du med appen hurtigt gennemføre beregninger og dimensionering af kabler efter de nye standarder i EN 60364-serien gennem enkle valg og indtastninger (både med og uden brug af 75%-reglen). Appen udfører nu også automatisk kontrol af både kortslutningsbeskyttelse og spændingsfald (også samlet spændingsfald i flere kabler).
I løbet af foråret kommer version 2.1 af appen, hvor du bl.a. kan dimensionere installationer helt op til 250 A.
TEKNIQ EL Appen downloades i App Store (iPhone) eller i Google Play (andre smartphones) – men ikke via TEKNIQs hjemmeside.