-
El
-
VVS
Kaj Larsen A/S køber Odsherred El-Service A/S og overtager virksomhedens 11 medarbejdere.
Installationsvirksomheden Kaj Larsen A/S forfølger strategien om at vokse sig større ved blandt andet opkøb og af samme årsag bliver Odsherred El-Service A/S nu en del af foretagendet.
- Vi glæder os meget over denne aftale med Odsherred El-Service A/S, der med sine 11 dygtige medarbejdere er kendt for god kvalitet, et højt serviceniveau og tilfredse kunder. Herved sikres både virksomhedens dygtige og loyale medarbejdere, og kunderne vil forsat få den samme gode service, som altid har været kendetegnet for Odsherred EL-Service A/S. Vi er derfor heller ikke i tvivl om, at opkøbet er et perfekt match, som blot vil gøre os endnu stærkere og være til fordel for alle parter, udtaler Jan Larsen, direktør i Kaj Larsen A/S, i en pressemeddelelse.
Svær beslutning
Den mangeårige ejer og leder af Odsherred El-Service, Dan E. Jensen, har af helbredsmæssige årsager besluttet at sælge virksomheden. Det sker ikke uden vemod, men han føler sig omvendt sikker på, at det er det rigtige at gøre.
- Vi har i de sidste 15 år været igennem en fantastisk udvikling i Odsherred El-Service. Dette skyldes særligt vores loyale medarbejdere og gode faste kunder, som jeg gerne vil takke for det mangeårige gode samarbejde. Det har været en svær beslutning at afhænde firmaet, men jeg er sikker på, at aftalen med Kaj Larsen A/S vil sikre de bedste forhold for mine dygtige medarbejdere, udtaler Dan E. Jensen.