
Martin og Kent Nielsen har solgt aktiemajoriteten i det profitable Jymika A/S i Løsning til BASO Group – en ny platform i Bagger-Sørensen Equitys portefølje. Brødrene fortsætter i ledelsen og som aktionærer.
De sidste to år er gået godt – rigtig godt hos hydraulikeksperterne i Jymika, der har satset stort på bæredygtige løsninger og forlængelse af levetiden på udstyr inden for hydraulik.
I det netop offentliggjorte regnskab er der et nettoresultat på 9,8 mio. kr. og et udbytte på 13 mio. kr. til de to Nielsen-brødre, der ejer virksomheden. Samtidig med det imponerende resultat fra en virksomhed med omkring 35 ansatte kommer nyheden om salget.
Fremtiden sikret
- Overdragelsen er en strategisk beslutning, der har til formål at fremtidssikre Jymika og styrke vores position på markedet. Samarbejdet med Bagger-Sørensen Equity og integrationen i BASO Group giver os adgang til nye ressourcer, kompetencer og netværk, der gør os endnu bedre rustet til at levere gode løsninger og skabe værdi for vores kunder, siger de to brødre i en pressemeddelelse.
Martin og Kent overtog firmaet i 2008 fra deres far Leif Nielsen, der købte virksomheden tilbage i 1990. Navnet Jymika er sat sammen af forbogstaver fra den oprindelige stifters familie. Jymika står i dag på tre forretningsområder:
• Udvikling og produktion af hydrauliske cylindre til krævende industrier som offshore og marine.
• Reparation og service på hydrauliske cylindre til industri, entreprenører og landbrug.
• CNC-bearbejdning og fræsning.
Dandy-penge
Den nye ejerkreds Bagger-Sørensen Equity investerer ud fra en formue skabt på tyggegummi. Familien stod i sin tid bag Dandy-mærket, der skabte tyggegummimærkerne Stimorol, V6 og Dirol.
Opkøbet markerer Bagger-Sørensen Equitys anden investering i den nyetablerede platform, BASO Group, som Jymika A/S nu bliver en del af.
- Jymika passer perfekt ind i strategien og ambitionen om at bygge en dansk totalleverandør inden for metalbearbejdning samt udvikling af komponenter og værktøjer. Fra design og konstruktion til produktion, service, reparation og istandsættelse. Uanset om det gælder kritiske enkeltstyks-komponenter, specialprodukter eller større serieproduktioner, er ambitionen at tilbyde et integreret værditilbud baseret på dyb ekspertise via en klynge af specialiserede virksomheder, skriver den nye ejer på sit website.