-
Industri
Jysk Plade Bearbejdnings Center, JPBC A/S, har købt den største model af en rørlaserskærer i Nordeuropa. Den jyske virksomhed har købt maskinen via IP Maskiner – og lejer nu en fabrikshal på Fyn for at køre 3-holds skift på den store investering. Emnerne på en "LaserTube LT14 Fiber" kan være op til 15 meter.
- For os er det et helt nyt marked, der åbner sig med denne rørlaserskærer. Vi vil kunne tage opgaver af helt andre dimensioner inden for eksempelvis bygningsstål og store konstruktioner. Den nye maskine tager over, hvor vores nuværende maskinpark i Rødkærsbro ikke kan løse opgaven, siger fabrikant og indehaver Henrik Høgh fra JPBC A/S.
Rørlaserskæreren er stor: 37 meter lang. 10 meter bred og 4 meter høj. De første to ud af tre ansatte til at køre laserskæreren er ansat i Odense. Samtidig er første måneds produktion på maskinen også sikret ved lidt opsøgende salg.
LaserTube i døgndrift
- Det er mit klare mål, at vi skal have fire til seks mand mere ansat i Odense - og så køre 24 timer med tre hold. Det er på den måde, at laserrørskæreren skal blive til en interessant og god investering, siger Henrik Høgh.
Den jyske fabrikant er meget opmærksom på, at ånden og kulturen fra Rødkærsbro skal gennemsyre arbejdsdagen og medarbejderne i den fynske hovedstad. Derfor har han lavet en aftale med tre teamledere, der på skift vil få arbejdsdag i Odense.
Holdet består af Marco Høgh, daglig leder af rørskærerafdeling, teamleder rør-programmering Michael Bønding og Ronni Simonsen, som er teamleder på hele produktionen.
Nordeuropas største rørlaser LaserTube LT14 Fiber kan tage dimensioner op til hele Ø356 mm. Ud over en større diameter og større godstykkelser kan den håndtere materialer op til 135 kilo pr. meter.
Fynsk produktion
Det betyder, at JPBC i fremtiden fra Odense kan skære de store emner til byggebranchen for på egen fabrik, og derefter fragte det ud til byggepladserne, hvor emnerne samles som LEGO-klodser.
- På mange måder er det et nyt marked, vi skal ud og have erfaring på. Men vi tror på, at der er store muligheder. Vi har stor erfaring med rørlaserskæring, som vi vil benytte os af, siger Henrik Høgh.
Den enorme maskine bliver stående i den hal, hvor den blev opbygget i 2020 i bydelen Næsby i Odense. JPBC har lejet hallen og vil producere her i fremtiden. Hallerne i Rødkærsbro er fyldte og levner ikke plads til en overflytning til Jylland.
Laser skærer nøjagtigt
Rørlaserskæring er en termisk proces, der er kendt for at lave en ”ren” snitflade med skarpe tolerancer, hvilket betyder, at teknikken er særligt velegnet til svejseopgaver, hvor der er høje tolerance- og kvalitetskrav til slutproduktet. Laserskæring af rør kan anvendes på alle typer materialer fra 0,5 – 20,00 mm godstykkelse, og det er muligt at skære med 0,1 mm nøjagtighed med minimum varmepåvirkning.
-
Fakta LaserTube LT 14
Længde: 37 meter
Bredde: 10 meter
Højde: 4 meter
Dimensioner: Op til Ø356 mm
Materialer: Op til 135 kilo pr. meter.
Element: Op til 15 meters længde
JPBC har sat tre teamledere på at sikre opstarten i Odense på den nye laser: Fra venstre Marco Høgh, i midten Ronni Simonsen og tv. Michael Bønding
JPBC er ekspert i laserrørskæring - men der er meget at lære med de nye dimensioner i maskinen i Odense. Den er seks år gammel og står i en hal bygget til netop denne maskine.