-
El
-
VVS
Der blev sidste år solgt 74 procent flere jordvarme-anlæg i forhold til året før. Vvs-installatør mærker tydeligt, at anlæggene er kommet ind i varmen hos kunderne.
Godt 4000 solgte jordvarme-anlæg sidste år lyder måske ikke af meget. Alligevel er det en markant vækst på intet mindre end 74 procent i forhold til året før. Også mere end luft/vand-varmepumperne, hvor der sidste år blev solgte 52 procent flere, ifølge Energistyrelsens officielle tal.
Den udvikling har Dam & Hovgaard A/S i Skive også noteret sig. Vvs-virksomheden solgte sidste år i omegnen af 120 jordvarme-anlæg og cirka 80 luft/vand-varmepumper, vurderer medindehaver Jens Hovgaard.
- Vi vil gerne sælge begge dele, og vi plejer derfor altid at give kunderne begge bud. Jordvarme-anlæggene har den fordel, at de er mere robuste og giver en bedre drift. Der er færre roterende dele udenfor, og de er derfor bedre beskyttet mod vind og vejr. Så selvom de er dyrere, så kan det godt betale sig på lang sigt, siger Jens Hovgaard.
Når virksomheden installerer en luft/vand-varmepumpe, skal kunden eksempelvis betale i omegnen af 120.000 kroner, mens et jordvarme-anlæg koster cirka 160.000 kroner. Dertil kommer det forberedende arbejde, der er noget mere omfattende, når slangerne skal graves ned i jorden. Det kræver en entreprenør og godkendelse fra kommunen og endda nogle gange tilladelse i forhold til at sikre fortidsminder i forbindelse med gravearbejdet. Endelig er der udsigten at få gravet hele haven op, som kan skræmme kunderne.
- Af samme grund er det typisk de store landejendomme, der køber jordvarme-anlæg. Villaerne inde i byerne har vi ikke så mange af, da folk skal have gravet deres bede op, siger Jens Hovgaard.
Ny tilskudsrunde
Salget af varmepumper er eksploderet sidste år med en samlet stigning på 56 procent i forhold til året forinden, når man fokuserer på både luft/vand og jordvarme-anlæg. Salget har fået ekstra luft under vingerne af diverse tilskudspuljer.
Bygningspuljen åbner den 16. marts for en ny ansøgningsrunde, hvor boligejere kan søge tilskud til at konvertere væk fra olie- og naturgasfyr blandt andet. Der er cirka 300 millioner kroner i puljen denne gang, men tilskuddene er gradvist skrumpet, siden Bygningspuljen blev lanceret første gang i oktober 2020. Dengang var det med cirka 30.000 kroner i tilskud til en gennemsnitsbolig, mens tilskuddet nu er cirka halveret. Samtidig er energipriserne taget på himmelflugt, hvilket smitter af på kundernes lyst til at investere i mere energivenlige produkter.
- Vi har oplevet en del kunder, der ikke gider at søge tilskud. Både fordi de kan spare mere ved at skifte hurtigt, men også fordi de oplever det som forvirrende. Men selvfølgelig er der også de kunder, der vælger at vente på tilskuddet, siger Jens Hovgaard.
Russisk gas på vej ud
TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer at salget af luft/vand-varmepumper og jordvarmeanlæg kommer til at nærme sig 30.000 styk i år. Og i løbet af de næste par år er det sandsynligt at nå op på 50.000 om året.
- Det er et meget konservativt bud, og med udviklingen i Ukraine in mente og det stærkt øgede fokus på at blive uafhængig af naturgas, forventer vi, at der vil komme ekstra fart på. Det er en voldsom vækst men absolut ikke urealistisk, hvis vi skal konvertere de cirka 350.000 olie- og naturgasfyr, der stadig er i den danske bygningsmasse, frem mod 2030. Installatørerne kan derfor godt forberede sig på, at markedet for varmepumper kun vil blive større de kommende år, siger Troels Hartung, der er chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Regering og et bredt flertal med V, R, SF og K trådte søndag den 6. marts frem og præsenterede en ny aftale, som blandt andet betyder, at Danmark hurtigst muligt skal være uafhængig af russisk gas.
- Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas, lød det blandt andet fra statsminister Mette Frederiksen (S) ved pressemødet.
Det skal blandt andet undersøges, om Danmark kan udvinde mere olie fra Nordsøen i en periode.
Vækst i luft/vand-varmepumper og jordvarmeanlæg siden 2015
2015 |
2016 |
2017 |
2018 |
2019 |
2020 |
2021 |
|
---|---|---|---|---|---|---|---|
Luft-Vand varmepumper |
3.097 |
3.925 |
5.958 |
7.403 |
8.541 |
13.006 |
19.872 |
Jordvarmepumper |
1.885 |
2.328 |
2.143 |
2.310 |
2.251 |
2.308 |
4.031 |
I alt |
4.982 |
6.253 |
8.101 |
9.713 |
10.792 |
15.314 |
23.903 |
Vækst |
25,5 % |
29,6 % |
19,9 % |
11,1 % |
41,9 % |
56,1 % |
Kilde: Energistyrelsen