-
El
-
VVS
Jonathan Dybvad Nielsen, som er i lære hos Hovedgård & Omegns VVS, er en af finalisterne til DM i Skills. Han er klar til at påtage sig rollen som repræsentant for et helt fag.
Den nervøse spænding er så småt ved at melde sig hos Jonathan Dybvad Nielsen fra Horsens, der har kvalificeret sig til finalerne ved DM i Skills, som afholdes den 16.-18. januar 2020 i Bella Center på Amager. Til daglig er han i lære hos Hovedgård & Omegns VVS.
– Det er jo en mulighed for at vise de ”tricks”, man har indenfor sit fag, i nogle andre omgivelser og med andre redskaber, end man er vant til. Og det er klart, at når jeg nu står derovre, så gælder det om at vinde og komme hjem med trofæet, siger 19-årige Jonathan Dybvad Nielsen.
Som finalister kommer deltagerne ved DM i Skills samtidig til at fungere som repræsentanter og rollemodeller for en hel branche på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for at trække flere unge i retning af erhvervsuddannelserne.
– Det er jo lidt sejt, for det viser også, at man er forrest i feltet i sit fag, så den opgave tager jeg gerne, siger Jonathan Dybvad Nielsen.
Også hos hans læreplads, Hovedgård & Omegns VVS, ser man frem til DM i Skills af flere årsager.
– Det betyder rigtig meget for os. Jeg er stolt over de lærlinge, vi udlærer, for de kan deres kram. Vi holder de gamle traditioner i hævd, og man skal kunne se, det er en fagmand, der har lavet arbejdet. Det ved vores lærlinge også godt, og når Jonathan kommer så langt til Skills, så viser det også bare, at han har lært faget på en god måde, siger Lars Broe Krustrup, der er indehaver af Hovedgård & Omegns VVS.
Han mener i det hele taget, at DM i Skills har en vigtig funktion.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at det er svært at skaffe tilstrækkeligt med faglærte. Og i mange år har holdningen været sådan, at ”kan du ikke andet, så kan du da blive håndværker. Det skal vi have ændret på. Det er vigtigt for mig, at vi viser, at fagene kan rigtig meget, og der spiller DM i Skills en stor rolle. Det kan være med til at gøre en forskel, men der skal mere til, siger Lars Broe Krustrup og uddyber:
– Måske skal vi forsøge at få fat endnu tidligere på de unge ude i folkeskolerne. Skal det lykkes, har vi brug for gode ambassadører for fagene, og det er Jonathan og de andre deltagere ved Skills, siger Lars Broe Krustrup.
Den samme holdning har man hos brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, som sammen med bl.a. Blik- og Rørarbejderforbundet arrangerer vvs-energispecialist-lærlingenes konkurrence under DM i Skills.
Det er den tiende udgave af DM i Skills, som skydes i gang torsdag den 16. januar 2020.