-
VVS
Over de seneste fire år har John Jensen VVS løftet omsætningen med 90 procent med en gennemsnitlig overskudsgrad på 4,3 procent.
John Jensen VVS, der det seneste år blandt andet har afsluttet store VVS-entrepriser på Øresund Strandpark, Nordea Ved Vesterport og Novozymes nye forskningscenter i Lyngby, fortsætter de seneste års vækst og løftede i 2018 omsætningen med 17 procent til 213 millioner kroner med et resultat før skat på 8,6 millioner kroner.
Medarbejdernes trivsel er afgørende for det gode resultat i virksomheden, som beskæftiger 170 medarbejdere fordelt på hovedsædet i Hedehusene samt afdelinger i Tåstrup, Hørsholm og Roskilde:
– Vores styrke er dygtige og tilfredse medarbejdere, der i et stærkt fællesskab skaber solid kvalitet og flotte resultater baseret på fælles værdier og solide faglige kompetencer. På den baggrund er vi stolte over, at firmaet parallelt med stabil vækst gennem rigtig mange år har været i stand til at fastholde og styrke medarbejdernes tilfredshed, og vi forventer på den baggrund allerede i det kommende år at nå en omsætning på 250 millioner kroner, som er målet i vores 2020-strategi, siger administrerende direktør og ejer Jesper Leen Jensen til firmaets netop afsluttede regnskab for 2018.
De seneste års vækst er jævnt fordel over firmaets arbejdsområder, og dertil kommer nye typer af opgaver i forlængelse af sidste års opkøb af Euro Blik.
– Vi står stærkt i konkurrencen om opgaverne og møder stor tillid i et fortsat stærkt marked, hvor vi med henblik på at sikre de rigtige VVS-løsninger i første skud vinder stadig flere store opgaver med krav om tidlig inddragelse, konstaterer ejer og administrerende direktør Jesper Leen Jensen fra John Jensen VVS.