-
El
-
VVS
Nyt samarbejde mellem SIF Gruppen og det lokale jobcenter har sat skub i rekrutteringen af nye medarbejdere til både faste stillinger og fleksjob.
Hver morgen tropper to medarbejdere fra Gladsaxe Jobcenter op hos SIF Gruppen i stedet for at sidde på deres normale kontor. Den utraditionelle løsning har vist sig at være en effektiv metode til at få flere ud på arbejdsmarkedet.
- Det betyder, at vi har fået 15 medarbejdere fra jobcenteret i funktioner fra lager til markedsføring. Tidligere fik vi ingen, da vi simpelthen ikke havde overskud til det, siger Lars Mejlby, adm. direktør i SIF Gruppen.
De to virksomhedskonsulenter sidder på matriklen fra klokken 7-9 alle hverdage. Det har de gjort de seneste fem måneder, og nærheden til virksomheden betyder, at der er en langt bedre fornemmelse for, hvad der er brug for. Nogle kommer i kortvarige praktikforløb for at blive sluset ud på arbejdsmarkedet, mens andre ender med at blive fastansat. Det gælder blandt andre elektrikeren, der blev sat uden for arbejdsmarkedet for ti år siden på grund af en hjerneskade, men som nu er blevet ansat i et fleksjob to timer dagligt. Derudover er der blevet ansat en på lageret og en i markedsføringsafdelingen, hvor en ekstra er på vej til at blive fastansat.
- Jobcentret fanger behovet, når de er her hver dag. Hvis vi for eksempel mangler en arbejdsmand, så kan de måske skaffe to medarbejdere i fleksjob i stedet for, siger Lars Mejlby.
Flere kan få gavn af det
SIF Gruppen tog initiativet til at gå nye veje i samarbejdet med jobcentret, og målet er at brede konceptet ud til gavn for nabovirksomhederne i området. Konkret forestiller direktøren sig en pavillon-løsning, så jobkonsulenterne er tilgængelige for flere virksomheder.
- Det er nemt nok at læne sig tilbage, men vi er som virksomheder også nødt til selv at tage et initiativ, i stedet for at læne os tilbage og sige, at systemet ikke fungerer, siger Lars Mejlby, der betragter samarbejdet som lige dele rekruttering af manglende arbejdskraft og socialt ansvar for at få flere ud på arbejdsmarkedet.
Erik Landgreve er en af de to virksomhedskonsulenter, der har sin daglige gang hos SIF. Han roser projektet, som kommer begge parter til gode. Nøgleordet er nærhed.
- Vi mærker organisationen, og kan derfor også forstå behovet bedre, så vi kan tilbyde kandidater af alle typer til virksomheden, siger Erik Landegreve.
Han ser det som helt oplagt at udvide samarbejdet, så flere virksomheder i kommunen kan få gavn af det. Indtil videre er der planlagt et informationsmøde hos SIF, hvor de omkringliggende virksomheder er inviteret til at høre mere om samarbejdet.
- Der sker noget med folk, når de kommer til en bygning, hvor der står ”jobcenter”. Derfor er den her nytænkning meget positiv, og jeg kunne godt forestille mig en løsning, hvor vi kørte rundt på forskellige lokationer og på den måde var i nærheden af virksomhederne, siger Erik Landegreve.