-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Henriette Røner har som ventilationstekniker otte års erfaring fra mandsdominerede arbejdspladser. Og hun mener ikke, at nøgenkalendere gør noget godt for arbejdsmiljøet for kvinder. Hendes arbejdsplads, Kemp & Lauritzen, støtter kampagnen for at få kalenderne ned. Se video.
- Mit første møde med en nøgenkalender var da jeg startede i lære som ventilationstekniker. Det var på vores værksted. Jeg føler lidt med kalendere på væggene, at man bliver gjort til en slags sexobjekt frem for at være en kollega. Det er lidt ubehageligt, siger Henriette Røner.
Vi møder den unge tekniker på Kemp & Lauritzens materialeplads i Albertslund. Virksomheden bakker op om kalender-kampagnen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Attraktivt for kvinder
- I Kemp & Lauritzen deler vi TEKNIQ Arbejdsgivernes tanker om at ruske lidt op i branchen. Det handler om at arbejde med kultur og holdninger, så alle føler sig velkomne, værdsatte og accepterede. Vi har virkelig brug for flere kvinder i branchen – og for forandringer, siger Louise Bjerregård Nielsen, der er bæredygtighedschef i virksomheden.
Kemp & Lauritzen har igangsat en række initiativer, der skal fremme diversitet og inklusion i deres virksomhed. Blandt andet har de oprettet et diversitetsråd. Her sidder ledelsen og medarbejdere fra hele koncernen sammen, og arbejder med, hvordan arbejdspladsen bliver mere inkluderende. Her er Henriette Røner også medlem.
- Som lærling oplevede jeg, at jeg som kvinde skulle arbejde for min position blandt kollegerne. Det var ikke altid let. Men alligevel vil jeg helt klart anbefale kvinder at søge ind i fagene. Kulturen er under forandring – og kalenderne er på vej ned, siger Henriette Røner.