-
El
44-årige Christina Hammer er ikke den typiske direktør for en vvs-virksomhed. Hun er akademiker, og den baggrund udmønter sig i konkret værdi for Alltech VVS.
I direktionen hos Alltech VVS i Rødovre sidder to personer med vidt forskellige baggrunde og vidt forskellige kompetencer. Men de to har et og samme mål - at gøre Alltech VVS til den bedst mulige forretning.
På den ene side er der ejerleder Thomas Tribler med en håndværksbaggrund som vvs’er. På den anden side af bordet sidder direktør Christina Hammer, cand.soc i virksomhedsledelse fra Roskilde Universitet.
- Det er ikke skidenemt at forklare andre, hvad jeg som akademiker kan byde ind med i en håndværkervirksomhed. Det er klart nemmere at forstå en vvs'ers arbejde. Kort fortalt har jeg kompetencerne til at få medarbejdere og ledere til at shine i deres arbejde. Jeg kan hjælpe virksomheden hele vejen rundt og ikke kun inden for fx økonomi, siger Christina Hammer.
Kombinationen af hendes og Thomas’ fagligheder er det, der for alvor gør en virksomhed som Alltech VVS i stand til at tackle alle de udfordringer og muligheder, der er ved at drive virksomhed inden for det tekniske erhvervsliv i 2024. Og der er enorm værdi at hente ved at tilføje en akademikers kompetencer til en teknisk faglighed.
- Vi mangler faglærte i branchen, så vi bliver nødt til at tænke smartere eller anderledes, og her kan akademikere hjælpe med en anden tilgang til at fastholde eller rekruttere, siger Christina Hammer.
Mod på konflikter
Der er sket meget siden Christina Hammer begyndte som adm. direktør i Alltech for snart to år siden: Optimering af processer, oprydning i administrationen og organisationen samt generel effektivisering. Den form for business udtryk gik måske ikke rent ind hos medarbejderne lige med det samme. Men hvis man ser ind bag ordene, finder man konkrete tiltag, der skaber konkret værdi.
Lønordningen er blevet ændret til udbetaling én gang om måneden. IT-infrastrukturen er blevet kigget efter i sømmene, så de udnytter systemernes mange muligheder i stedet for kun 15 procent. Overmontørerne er blevet sendt på lederkurser (hos TEKNIQ Arbejdsgiverne). Samtidig bliver lederne løbende coachet og guidet af Christina selv. For selvom man er en dygtig vvs’er, så er man ikke nødvendigvis en god leder.
Lederrollen medfører, at man skal håndtere forståelse for budgetter, medarbejdertrivsel og forretningsudvikling, og de evner kommer ikke af sig selv.
Christina Hammer har stået for mange konkrete ændringer i Alltech VVS deriblandt arbejdet med forskellige persontyper.
Det er et lille udpluk af de ændringer, som Christina Hammer har indført. Og selvom ændringer tit kan blive mødt af modvilje, så er det lykkedes hos Alltech VVS, bl.a. fordi virksomheden har fastlagt alle ansattes personlighedstyper ved hjælp af den såkaldte Enneagram-model:
- Man skal turde komme ind og ændre på det eksisterende, men det er afgørende at tilpasse kommunikationen til de medarbejdere og ledelseskolleger, du står overfor. Her har arbejdet med persontyper givet en masse værdi. Og i en tid med store rekrutteringsudfordringer i branchen, er det vigtigt at kunne indføre effektiviseringer uden at skubbe medarbejderne væk, siger direktøren.
Her hjælper det, at Christina ikke er bange for at tage tyren ved hornene, og se konflikter som potentielt positive:
- Jeg kan være lige så grov i humoren, som resten af gutterne, men glimtet i øjet er der altid. Jeg føler mig som en succes, når medarbejderne formår at dele deres frustrationer og glæder med mig, også selvom jeg er årsagen til frustrationen.
Konsulenthuset Alltech VVS
De færreste SMV’ere har ressourcerne til at kaste store summer efter konsulentrådgivning, det gælder også for Alltech VVS, hvor Christina selv tager sig af den del af arbejdet.
Det har også resulteret i en ny forretningsmulighed, hvor Alltech VVS og Christina selv tilbyder rådgivning til andre SMV’ere under navnet Boost by Alltech. Hos Alltech kender de både branchen og de branchespecifikke udfordringer indefra, og Christinas årelange erfaring gør, at de kan dele ud af deres erfaringer og hjælpe andre virksomheder med at forbedre sig. For hverken branchen eller Alltech kan stå stille, hvis fremtidens udfordringer for det tekniske erhvervsliv skal løses:
- Fremdrift og udvikling er en nødvendighed for mig. Jeg brænder for at styrke virksomhedens DNA ved at optimere, digitalisere og motivere, siger Christina Hammer, adm. direktør i Alltech VVS og en klassisk 8 i Enneagrammet – også kendt som Frontkæmperen.
Thomas Tribler, ejerleder i Alltech VVS, var ikke i tvivl om, at Christina Hammer ville være et godt match for virksomheden. De to ledere komplementerer hinanden.
-
Alltech VVS
Firma: Alltech VVS
Ejer: Thomas Tribler
Ledelsen: Thomas Tribler, Christina Hammer
Antal ansatte: 24
Lokation: Rødovre