-
Industri
Smedemester Peter Lund Sørensen var med til at trække sin hårdt kvæstede svend fri af en 900 kg tung pallekasse på værkstedet hos PL Klejnsmedie. Den oplevelse sidder dybt i både mester og de andre svende. Frifindelsen i byretten har været en lettelse. Svenden er mærket, men arbejder igen.
Den 17. oktober sidste år blev en arbejdsdag, som en række af de 12 ansatte hos PL Klejnsmedie aldrig vil glemme. Med en gaffeltruck måtte en smedesvend gøres fri for en næsten tons tung pallekasse, som havde ramt ham.
Hårdt kvæstet med adskillige brækkede ribben, brud ansigtsskelettet, samt 2. grads forbrændinger på flere fingre blev han kørt på sygehuset efter arbejdsulykken. Peter Lund Sørensen er netop blevet frifundet for al skyld i ulykken af Byretten i Horsens, fordi medarbejderen var instrueret i en sikker udførelse af opgaven – men på egen hånd valgte en stærkt risikabel løsning med den tunge pallekasse.
Aldrig igen
- Det var en grim oplevelse, som vi aldrig kommer til at glemme – os der hjalp ham under ulykken. Og det må bare aldrig ske igen. Jeg har altid instrueret folkene, når der er en ny eller anderledes opgave. Men ulykken og oplevelsen har smittet af både på mig og folkene. Vi tænker endnu mere sikkerhed, siger Peter Lund Sørensen.
Den jyske smedemester mener dog ikke, at hans firma er mere ”hellig” end mange andre virksomheder, når det gælder sikkerhed og instruktion. Sikkerhedsarbejdet sker løbende – især ved nye opgaver.
Kom hjem!
- Og så er jeg også blevet meget mere opmærksom på montageopgaver og sikkerheden for mine folk ude på byggepladser. Vi siger eksempelvis altid nej til at arbejde med seler på et tag. Jeg ringer altid til folk på montage for at høre om forholdene. Hvis sikkerheden ikke er i orden, så kalder jeg folkene hjem igen, siger Peter Lund Sørensen.
Da virksomheden efter ulykken blev præsenteret for et bødekrav på 110.000 kr. for manglende instruktion af den berørte smedesvend, blev Peter Lund Sørensen chokeret. Men svenden blev allermest ked af det. Han er en gæv nordjyde og er stadig ansat.
Svenden er tilbage
Svenden var til gengæld måske den gladeste efter frifindelsen for nylig. Ved vidneafhøringen i retten kunne svenden også bekræfte, at han var blevet instrueret af mester i en sikkerhedsmæssig korrekt udførelse af opgaven – helt uden brug af en 900 kg tung pallekasse.
- En virksomhed som vores med 12 ansatte er jo nærmest familiær. Svenden er tilbage igen på arbejde, hvor han elsker at være. Vi hjælper ham alle igennem arbejdsdagen eksempelvis med tunge løft. Og så har han en ordning, hvor han kan gå til behandling - eller hjem for at få et hvil efter behov. Ham vil vi gerne beholde, siger Peter Lund Sørensen.
-
PL Kleinsmedie
PL Kleinsmedie i Hedensted med 12 medarbejdere har eksisteret siden 2006. Virksomheden leverer løsninger inden for stålkonstruktioner. Speciale-området ligger inden for bygningsstål, samt levering af specialudstyr til entreprenører. Virksomheden er personligt ejet af Peter Lund Sørensen.