-
El
Jansson El A/S udvider direktionen med Michael D. Rix, som skal supplere direktør Morten Juhler og styrke serviceforretningen og lokale afdelinger.
Der er lagt op til et spændende samarbejde, når Jansson Els direktør Morten Juhler bliver suppleret af Michael D. Rix, som skal være med til at videreudvikle virksomheden med ansvar for service, HR og strategi.
"Først og fremmest er jeg stolt af at blive en del af Jansson-familien. Jeg ser meget frem til at møde alle mine kolleger og lære en masse om, for mig, en ny branche. Derfor ser jeg det som et stort plus at have Morten ved min side, da jeg har stor respekt for hans mange år i branchen. Jeg er sikker på, vi kan supplere hinanden rigtig godt med vores forskellige kompetencer i forhold til uddannelse, branche, erfaring og måde at arbejde på, siger 37-årige Michael D. Rix i en pressemeddelelse.
Jansson Els ny direktør har en uddannelse som ingeniør med hovedfag inden for ledelse, produktion og økonomi. De seneste 13 år har Michael D. Rix arbejdet med ledelse i blandt andet LEGO, Monjasa og VIKING Nadiro, hvor han i sidstnævnte har siddet som adm. direktør.
Michael D. Rix får en vigtig rolle i forhold til at styrke serviceforretningen i Jansson El gennem hans ledelsesmæssige, strategiske og menneskelige kompetencer. Han bliver en del af en 122 år gammel virksomhed, som gennem årene har specialiseret sig i udførelsen af service- og installationsopgaver målrettet inden for energi-, miljø- og processtyringer. Jansson El er en del af Jansson Gruppen A/S, der med ca. 260 ansatte beskæftiger sig med tekniske løsninger indenfor el-, alarm- og kommunikationsområdet.
Direktør Morten Juhler ser frem til det ny samarbejde:
”Med Michaels ansættelse ser jeg, at der bliver mulighed for mere tid til det strategiske arbejde og den fortsatte udvikling af selskabet. Med hans fokus på serviceforretningen og medarbejdere vil jeg kunne fokusere på de større projektopgaver, som er i god vækst hos Jansson El,” siger Morten Juhler.