-
Industri
Flere job og større omsætning. SMV'ere med aktive investeringer i fx automation og digitalisering i 2020 har klaret Corona-krisen bedre, viser ny analyse blandt 1.380 mindre danske fremstillingsvirksomheder fra Teknologisk Institut.
Analysen viser, at sammenlignet på faktorer som omsætning og medarbejderfastholdelse, så klarer virksomheder, der har investeret i automation, innovation og digitalisering under Covid-19 sig bedre end de, der ikke har.
- Lige nu står fremstillingsvirksomhederne midt i en krisetid. Automatisering og digitalisering bliver de greb, der ikke bare får virksomhederne gennem krisen, men skaber den udvikling, som får virksomhederne til at stå stærkere efter krisen, altså bliver mere resiliente. Historisk har det været sådan, at vores evne til at omstille krise til innovation har været afgørende for fastholdelse af konkurrencen. Det har reddet os i Danmark gang på gang, at vi er gode til at samarbejde på tværs af vidensinstitutioner, organisationer, netværk, partnerskaber og konkrete virksomheder, siger adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut.
Samlet i database
Tallene kommer fra projektet Innovation Benchmark, som - finansieret af Industriens Fond - er udviklet af Teknologisk Institut, Copenhagen Business School og Syddansk Universitet. Undersøgelsen baserer sig på telefoninterviews med ledere i 1.380 SMV-fremstillingsvirksomheder. Informationerne fra undersøgelsen er samlet i anonymiseret database på www.innovationbenchmark.dk, hvor enhver fremstillingsvirksomhed kan benchmarke sig selv i forhold til hvilke indsatsområder, de kan forbedre.
En analyse af tallene viser, at det kan betale sig at investere i fx automation med robotter, øge digitaliseringen og produktudviklingen. 34 procent af de virksomheder, som har øget investeringerne under Covid-19 har haft en stigning i omsætningen, mens kun 3 procent af de virksomheder, der har reduceret med investeringer, har haft en stigning. Samme tendens gør sig gældende for virksomhedernes evne til at fastholde beskæftigelsen. 29 procent af de investerende virksomheder har øget beskæftigelsen, mens kun tre procent af virksomhederne uden investeringer i automation, innovation og digitalisering har fået flere ansatte.
Innovation vigtig i krisetider
- Det bekræfter, at innovation er vigtigt i krisetider. Virksomheder, der investerer og innoverer på trods af krisen, ser ofte at det kaster gode resultater af sig. Hvis flere virksomheder arbejder målrettet og kontinuerligt med innovation og bliver bedre til at ramme plet med innovationsindsatsen, så vil det oftere munde ud i gode resultater, værdifulde løsninger og styrket konkurrenceevne, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Projektet Innovation Benchmark fokuserer på innovation i fremstillingsvirksomheder med færre end 250 ansatte. Innovationbenchmark.dk er et værktøj i den proces og er til virksomhederne og deres rådgivere. Hensigten er at virksomhederne kan få inspiration til at vurdere deres strategi og planlægning, når de benchmarker deres prioriteringer af automation og innovation ifht til andre virksomheder.