-
Industri
Efter mere end fire måneders suspendering kan Intertek nu igen arbejde normalt som auditerende virksomheden inden for byggestål og EN1090. DANAK har netop fjernet suspenderingen.
Det betyder, at Intertek over for DANAK har dokumenteret, at der er ryddet op i de sager og forhold, der udløste suspenderingen. Suspenderingen kom 7. oktober 2021.
-Nedtællingen er begyndt, når vi suspenderer. Man starter med en suspendering, som enten ophører, fordi forholdene bliver bragt i orden, eller ender i en fratagelse af akkreditering. Det er et kraftigt signal og en sjælden situation, at vi går til suspendering, sagde sektionsleder for certificeringer i DANAK Karsten Tølløse ved suspenderingen i oktober 2021.
Hak i tuden
Hos Interteks ledelse er der tilfredshed med, at der nu ikke længere står SUSPENDERET ved Intertek på DANAKs website. En ny ”program manager” har fået ansvaret for at rette op på forholdene omkring byggestål.
-Vi fik et hak i tuden, da vi blev suspenderet af DANAK. Det er der ingen tvivl om. Omvendt har vi også lært meget af denne proces. Vi er derfor blevet dygtigere i sidste ende, siger Anne Thyssen, der er leder den danske afdeling af Intertek.
Men hvad har konsekvenserne så været på kundefronten af at blive sat i skammekrogen. Har det kostet kunder?
To tabte kunder
-Vi har selvfølgelig også tænkt på vores omdømme med denne sag. Men blot to firmaer har opsagt deres kundeforhold – og en tredje valgte slet ikke længere at være certificeret. Samtidig har vi nu tilbud ude hos nye kunder. Med DANAKs grundige gennemgang af vores procedurer og processer, har både kunder og kvalitet fået fordele af den tænkepause, vi har været igennem, siger Anne Thyssen.
Oprindelig satsede Intertek på at være ude af suspenderingen inden nytår. Den ambition blev ikke indfriet. Suspenderingen har næsten varet fem måneder.
Virksomheder uberørte
I denne sag med Intertek har kunders certifikater været gyldige i suspenderingsperioden. Kunderne - metalvirksomhederne - har derfor fortsat kunnet producere certificeret byggestål siden suspenderingen af deres leverandør Intertek.
Intertek betegner sig selv som en international brancheleder med over 42.000 medarbejdere på over 1000 steder i 100 lande. Et af firmaets slogans er ”Best in class.”