-
El
Mange danske produktionsvirksomheder glemmer at fokusere på deres trykluftforbrug, når de energieffektiviserer, lyder det fra Intego.
Trykluftsanlæg er en central og uundværlig del af rigtig mange produktioner, og ifølge Dansk Energi udgør elforbruget til trykluft hele 14 procent af industriens elforbrug til elmotordrevne maskinsystemer. Alt for få virksomheder er dog opmærksomme på, om trykluften fordeles og udnyttes optimalt, og det betyder, at en stor del af trykluftforbruget i danske produktionsvirksomheder helt bogstaveligt siver ud i den blå luft.
Sådan lyder opråbet fra Intego, der leverer tekniske løsninger inden for el, automation og mekanik til blandt andet flere industrivirksomheder spredt over hele landet.
– Vi oplever, at der simpelthen mangler opmærksomhed på problemstillingen. Det er lidt paradoksalt, da vi generelt er blevet rigtig gode til at effektivisere el- og varmeforbruget, men samtidig glemmer vi trykluften, som er meget, meget dyrere. Det er ikke unormalt, at 60 til 70 procent af al trykluftforbrug i en virksomhed er såkaldt tomgangsforbrug, der ikke bidrager til nogen form for produktion, fortæller afdelingschef for Industriel IT & Automation i Intego, Carsten Gram Lindegaard og fortsætter:
Et godt eksempel på det finder man hos byggematerialeproducenten Knauf i Hobro. Her installerede Intego for lidt under et år siden en IOT-boks, der skulle opsamle data fra Knaufs eksisterende flowmålere. Siden har virksomheden så via en cloudbaseret kundeportal kunnet følge med i trykluftsforbruget i realtid, hvilket har betydet, at man med det samme har kunnet reagere på eventuelle lækager eller andre uhensigtsmæssigheder:
– Umiddelbart efter vi begyndte at aflæse data fra vores flowmålere, fandt vi med det samme en lækage på et filter, som vi ikke ville have identificeret manuelt. Lækagen gav et svind på 40 kubikmeter i timen, svarende til 220.000 kubikmeter tabt trykluft årligt, og ved at udbedre lækagen sparer vi nu estimeret 15.000 kroner om året bare på det ene målepunkt. Det alene svarer til en besparelse på næsten en procent af vores totale forbrug, så det siger en del om potentialet ved at arbejde med at reducere sit trykluftforbrug, fortæller maskinmester hos Knauf Jakob Levring Andersen.
Intego har gennem det seneste år monteret og installeret den cloudbaserede flowmåling hos flere industrivirksomheder, og målet er at hjælpe mange flere virksomheder med at realisere det store potentiale for energibesparelse.