-
El
-
VVS
Virksomhederne i InstallatørGruppen går sammen i en decentral model, hvor alle har hånden på kogepladen. Planen er at få tre gange så mange virksomheder med på tre år.
Onsdag offentliggjorde 11 installationsvirksomheder, at de går sammen i det nye selskab, InstallatørGruppen. Den samlede omsætning er i øjeblikket cirka 1,3 milliarder kroner, men planen er at vokse sig markant større på få år.
- Ambitionen er, at vi har over 30 selskaber og omsætning på cirka tre milliarder kroner om tre år. Vi satser på at købe et til to nye selskaber om måneden, siger Peter Frandsen, der er driftsdirektør i InstallatørGruppen.
Som selskab placerer InstallatørGruppen sig midt imellem en traditionel kædestruktur og en egentlig fusion.
De 11 installationsvirksomheder bliver solgt ind i den fælles virksomhed, men de nuværende ejere vil også efterfølgende få ansvaret for deres egne virksomheder og medarbejdere.
- Det er en decentral model i stedet for central model, som det foregår i forbindelse med et opkøb. Jeg plejer at sige, at det man gør i dag, det gør man også i morgen. Man beholder ledelsesretten i sin egen virksomhed, som man reinvesterer i selskabet. Det betyder, at alle har hånden på kogepladen, siger Peter Frandsen.
Sammen med Niels Meidahl, adm. direktør, kommer han til at udgøre den daglige ledelse i selskabet, som han forventer vil få en stab på 10-12 medarbejdere. Peter Frandsen kommer til at sidde for bordenden i bestyrelserne for de enkelte virksomheder.
Mere professionalisme i branchen
Vækstambitionerne er dog ikke ensbetydende med, at InstallatørGruppen vil byde ind på de allerstørste udbud som supersygehuse og broer, men planen er at komme til at stå stærkere i markedet – sammen – og høste stordriftsfordele.
Investoren FSN er hovedaktionær i InstallatørGruppen og har erfaring med den slags opskaleringer af virksomheder i både Norge og Sverige.
Han håber, at det nye selskab kan være med til at professionalisere installationsbranchen yderligere.
- Jeg håber, at det her kan være med til at lægge en professionel bund og løfte en del af installationsbranchen men samtidig bevare det nære med den decentrale model, siger Peter Frandsen.