-
El
-
VVS
60 milliarder feriekroner er på vej ud til danskerne, hvor er stor del sandsynligvis går til forbrug. En oplagt mulighed for installatørerne til at komme på banen med de gode tilbud, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
En ny varmepumpe? Solceller? Eller hvad med intelligent varmstyring? Mulighederne er mange, når danskerne nu får i omegnen af 60 milliarder indefrosne feriekroner udbetalt. Langt størstedelen forventes at gå til forbrug, som blandt andet kan smitte af på lysten til at renovere sin bolig.
- For installatørerne er det en oplagt mulighed til at få sendt tilbuddene ud nu og få fulgt op på dem. Der ligger også en opgave i at få gjort opmærksom på, at pengene kommer, da det nok ikke er alle, der er helt klar over det. Og endelig giver det mulighed for at lave betalinger i rater, så første betaling kan komme nu og den næste i efteråret, når pengene bliver udbetalt, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Selvom den politiske aftale kom i hus natten til mandag den 15. juni, så bliver de tre ugers ekstra feriepenge først udbetalt til efteråret af ”tekniske årsager". Men så burde de til gengæld også lune. Nogle vil naturligvis afvikle gæld med pengene, men vurderingen er, at cirka 2/3-dele – eller hvad der svarer til 40 milliarder kroner vil gå til forbrug.
- En familie vil sandsynligvis i gennemsnit få udbetalt 50.000 kroner, som de så godt nok skal betale skat af, men samtidig kan de bruge håndværkerfradraget og vil på den måde være hjulpet godt på vej til at installere en varmepumpe for eksempel, siger Maria Schougaard Berntsen.
To uger mere
Den politiske aftale rummer flere forskellige initiativer til at få gang i økonomien midt i en coronatid, hvor feriepengene er et godt middel. Derfor vil det være en god idé at udbetale alle fem uger, lyder det fra Trols Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er en god start. Feriepengene kan være med til at give privatforbruget et tiltrængt løft på et tidspunkt, hvor det ellers kan være fristende at holde på pengene. Vi håber så, at politikerne vælger at udbetale de sidste to ugers feriepenge senere på året, så de kan få den fulde effekt,” siger Troels Blicher Danielsen.