-
El
-
VVS
-
Industri
Fire ud af ti installatører må sige nej til ordrer på grund af mangel på medarbejdere. Det koster blandt andet på den grønne omstilling af samfundet, lød det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne på TV2 News.
Fire ud af ti installatører har oplevet at sige nej til ordrer på grund af mangel på kvalificerede medarbejdere, viser medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Den udvikling skal vendes for ikke at gå ud over den grønne omstilling og skabe problemer for kunderne, der skal have løst el- og vvs-opgaver i fremtiden.
Sådan lød budskabet fra TEKNIQ Arbejdsgiverne i TV2 News i sidste uge.
- Opgaverne skal jo laves alligevel. Så det kan enten komme til at tage længere tid eller blive lavet af nogle andre, og det vil typisk være udenlandske virksomheder, sagde underdirektør Maria Schougaard Berntsen til TV2 News.
En af de virksomheder, der mærker presset, er City Elektrikeren i Glostrup, som drives af Jan Skovsgaard. Med 16 ansatte kunne han sagtens finde arbejde til flere, men manglen på kvalificerede folk tvinger ham til at afvise ordrer.
Han fokuserer derfor på at uddanne sine egne medarbejdere.
- Jeg har fem lærlinge, og jeg gør meget for, at de gerne skal blive i virksomheden, når de er færdige, sagde Jan Skovsgaard blandt andet til TV2 News.