-
El
-
VVS
I sidste uge sikrede en trepartsaftale at danske virksomheder kan få kompenseret en stor del af lønnen, hvis de må sende medarbejdere hjem som følge af corona-krisen. Flere mellemstore installatører dumper dog muligheden, fordi man skal hjemsende mindst 30 procent af medarbejderne for at få kompensationen.
Telefonerne er blevet stille. Det er lige nu virkeligheden for en lang række virksomheder i Danmark. Derfor søsatte regeringen i sidste uge en ordning, der sikrer en lønkompensation på 75 -90 procent af den løn, som virksomheder betaler medarbejdere, der må sendes hjem på grund af corona-udbruddet.
En betingelse for at modtage kompensationen er dog, dels at der ikke må være sket afskedigelser af medarbejdere på grund af corona-krisen, dels at virksomheden er tvunget til at hjemsende 30 procent af medarbejderstaben eller mindst 50 ansatte for virksomheder over 150 ansatte. Det betyder, at lønkompensationen er ubrugelig for mange mellemstore installationsvirksomheder.
Læs også: Lønkompensation er ikke nok
En af dem er Finn L. & Davidsen, der har cirka 150 medarbejdere på lønningslisten. Virksomheden er påvirket af corona-krisen, og kan blive tvunget til at reducere medarbejderstaben, men slet ikke i det omfang, som berettiger til kompensation.
- Så galt står det trods alt ikke til for os. Vi reducerer måske gradvist med fem medarbejdere løbende, så lønkompensationen flytter ikke noget for os, siger direktør i Finn L. & Davidsen Lasse Houengaard.
Han mener derfor, at man burde fjerne det økonomiske loft over kompensationen og give mulighed for kompensation fra første medarbejder, der bliver sendt hjem.
- Hvis man gav mulighed for det frem til juni, så ville det give mening, siger Lasse Houengaard.
Torben Steffensen, der er direktør for 105 mand i VS Automatic, fortæller, at virksomheden er hårdt ramt af krisen. Telefonerne ringer 90 procent mindre end før, og virksomheden har været nødsaget til at afskedige 10 mand. Her hjalp regeringens lønkompensation ikke.
- Det er spild af tid at snakke om den lønkompensation. Det er ikke relevant for os at sende 30 procent af virksomheden eller 50 ansatte hjem på én gang med den størrelse, vi har. Samtidig skal vi jo garantere, at medarbejderne kommer i arbejde igen efter en vis periode. Det kan vi jo ikke – det er ligesom at skrive under på et gældsbrev, man ikke kender renten på, konstaterer han.
Nytter ikke
Hos Dalmose El oplever direktør og medejer Ole Richter Christensen, at aktiviteten på privatmarkedet er faldet med 70-80 procent. Men da det er et marked, som udgør en mindre del af forretningen, klarer virksomheden sig indtil videre ved at flytte medarbejdere til andre opgaver og varsle afspadsering.
Dalmose-direktøren kan ikke se, hvordan regeringens hjælp skal gavne virksomheden, hvis situationen spidser yderligere til.
- Medierne er gode til at oplyse om de her redningspakker, men vi kan ikke rigtige bruge dem til noget. Det bliver ikke relevant for os at afskedige 30 procent af medarbejderne på én gang, og en udskydelse af skat og moms nytter ikke så meget, for det skal jo betales på et tidspunkt. Det er ikke et tiltag, der sikrer os omsætning i hvert fald, konstaterer Ole Richter Christensen.